Amerikanske Rwake kommer fra sydstaten Arkansas, samme stat som tidligere præsident Bill ‘I did not inhale’ Clinton kommer fra, men modsat Clinton tror jeg ikke Rwake nøjes med at snuse til de illegale substanser; i hvert fald ikke hvis musikken på bandets nye album ”Voices of Omens” er nogen indikation...

Tidligere har Rwake udgivet to albums på mindre selskaber, men med ”Voices of Omens” er denne psykotiske sekstet rykket over til Relapse Records, hvilket altid bør give anledning til at spidse ører. Heller ikke denne gang svigter Relapse Records’ eminente evne til at opsnappe nyt talent på det helt rette tidspunkt, for ”Voices of Omens” er en regulær perle af et album! Men til gengæld en perle man skal grave sig vej gennem store mængder beskidt mudder og sumpet ælte for at finde frem til; det er nemlig en ualmindelig uhumsk og møgbeskidt musikalsk rejse at lytte sig gennem den time ”Voices of Omens” varer, men har man mod på at få ’lidt jord under neglene’, leverer Rwake til overflod de metallisk råmaterialer. Illegale eller ej...

Det der udover den massive, begsorte musik især gør Rwake til et skizofrent syretrip af devasterende dimensioner er vokalarbejdet. Den hvæsende kvindelige vokal minder om et større anskudt kattedyr af en slags, der vrider konstant sig i afsindig desperat smerte, mens de dybere mandevokaler minder mere om gutterne fra Neurosis, nærmere betegnet fra dengang Scott Kelly & Co. stadig skabte noget nær det tungeste musik på denne jord. Ja faktisk kunne musikken på ”Voices of Omens” godt til tider i forvreden, sjæleudkrængende tyngde minde om Neurosis’ mesterværk ”Through Silver in Blood”. Forskellen er dog at hvor Neurosis har sine rødder i hardcore, er Rwake tydeligvis mere baseret i en klassisk southern metal tradition, bare forvrænget til ukendelighed med psykedeliske Moog-synthesizers/samples og riffs så slimede og sludgy at man som lytter føler sig som Martin Sheen i filmen ”Apocalypse Now”, mens denne kæmper sig vej gennem et hedt, uigennemtrængeligt og fjendtligt floddelta på vej til oberst Kurtz i selve mørkets hjerte.

Apropos traditionel southern metal så er labelmates Alabama Thunderpussy på vej med deres nye og vellykkede ”Open Fire” album, der musikalsk præsenterer det sydlige Amerika, som det vel gerne ser sig selv repræsenteret; som befolket af hårdtarbejdende, ligefremme og gæstfrie godtfolk, der bare godt kan lide en kold Budweiser fra tid til anden. Rwake viser derimod bagsiden af medaljen i toner og tekst; her lugter alt snarere af bigot hykleri, indavlet ignorans, lyssky Ku Klux Klan møder, raceuroligheder og selvgodhed i USAs bibelbælte. Tilsat en dræbende dosis drug-induceret paranoia...

På grund af de mange forvrængede lag i musikken og den passende, men ret uldne produktion skal man ikke forvente at ”Voices of Omens” giver 100 % mening efter de første mange gennemlytninger, hvorfor det også er omsonst at beskrive suveræne skæringer som “The Finality”, Crooked Rivers”, “Leviticus” og den afsluttende “The Lure of Light” i detaljer. Alle numrene er, bortset fra en intro og et lille intermezzo, 7 minutter lange eller mere, og alle indeholder de elementer af både doom, southern metal og sludge tilsat en enkelt akustisk passage eller to fra tid til anden for at opbløde det generelt ugennemtrængelige lydbillede.

Året er jo som bekendt endnu ungt, og en hel håndfuld af undertegnedes mere etablerede favoritbands byder ind med nye albums senere i 2007, men indtil da er ”Voices of Omens” at betragte som årets hidtidige højdepunkt for mit vedkommende. Det er nok trods alt mere end tvivlsomt om ”Voices of Omens” løber af med titlen som årets album, når et sådant skal kåres til sin tid, men Rwake kunne meget nemt være et godt bud på den mest spændende metalliske nyopdagelse i 2007, i hvert fald hos denne anmelder. Lad syretrippet begynde... - Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM