Alle de klassiske og genredefinerende black metal albums kommer fra Norge eller subsidiært fra Sverige, ikke sandt? Jo, måske som hovedregel, men der er heldigvis undtagelser, og den kontroversielle 1994 udgivelse ”Ceremony of Opposites” med schweiziske Samael er netop en undtagelse af de helt store; et album der snildt kan hamle op med det ypperste den nordiske black metal scene har fostret af sortmetalliske mesterværker. 

Det kontroversielle angående ”Ceremony of Opposites” knytter sig først og fremmest til lyrikken til det blasfemisk spottende nummer ”To Our Martyrs”, der i sin tid fik det tyske bagmandspoliti til at bestorme Century Medias kontorer og konfiskere restlageret af udgivelsen. Albummets sorte perle er dog geniale ”Baphomet’s Throne”, der på effektiv og pompøs vis får indarbejdet en sample af ”La Cabane de Baba Yaga sur des Pattes de Poule” sekvensen fra den af Maurice Ravel orkestrerede version af Modest Mussorgskys programmusikalske mesterværk for klaver ”Tableaux d’une Exposition” (”Udstillingsbilleder”); et af undertegnedes fortrukne klassiske værker. Også ”Flagellation”, der malende beskriver den tvivlsomme nydelse ved en omgang degraderende pisk, er en pervers nydelse, og den samplede sonore røst af Aleister Crowley i midten af den iskolde ”Crown” er ligeledes en lækker lille detalje.

Rent faktisk er alle numrene på ”Ceremony of Opposites” noget nær suveræne med deres perfide tekstunivers, forsanger Vorpalacks dæmoniske vokal, Xytras’ onde musik og ikke mindst de ophøjede keyboardarrangementer og samples fra den obskure Rodolphe H. Faktisk var ”Ceremony of Opposites” det sidste Samael album hvor Xytras spillede almindelige trommer på, og selvom Samael har udgivet mange fede albums senere i en mere electronica/industrial inspireret ’spacy’ stil er og bliver ”Ceremony of Opposites” for mig netop dét Samael album, hvor alt gik op i en højere diabolsk enhed. Sjældent har black metal taget sig mere mørk-majestætisk ud end på ”Ceremony of Opposites”, der efter min mening med største lethed indtager en plads iblandt klassiske albums som Mayhems ”De Mysteriis Dom Sathanas”, Satyricons ”Rebel Extravaganza”, Emperors ”In The Nightside Eclipse”, Thorns’ debut og Limbonic Arts ”In Abhorrence Dementia”; ikke fordi Samael minder om nogle af de omtalte albums, men netop fordi ”Ceremony of Opposites” med held går sine helt egne veje med et mindst ligeså sublimt resultat til følge.

Denne nye genudgivelse af ”Ceremony of Opposites” kobler kompositionerne fra Samaels 1995 EP ”Rebellion” på som ekstranumre, og her er især titelnummeret og genindspilningerne af bandets gamle klassikere ”After The Sepulture” og ”Into The Pentagram” suveræne, mens coverversionen af Alice Coopers ”I Love The Dead” og det mere eksperimenterende instrumentalnummer ”Static Journey” til gengæld er ret ligegyldige. ClassiC betegnelsen knyttes sig således mest til ”Ceremony of Opposites” og ikke til ”Rebellion” EP’en, selvom sidstnævnte bestemt er værd at tage med i købet.

Selvom Vorpalack på nummeret ”Rebellion” så rigtigt synger: ’I know how little is the value of that which has a price’, vil jeg dog holde fast i at denne genudgivelse af ”Ceremony of Opposites” er alle pengene værd for dem der af ukendte årsager endnu ikke er blevet introduceret til dette Samaels endegyldige mesterværk. Måske det bedste schweiziske metalalbum siden Celtic Frosts legendariske klassiker ”Into The Pandemonium”? –byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM