Ingen tvivl om at ”the unaVOIDable” er en uforsonlig størrelse, der tager afstand og bryder bånd, musikalsk såvel som lyrisk. Alene et kig på det nye logo samt et markant skift i grafisk design indikerer en nu større kløft mellem Sanctus Daemoneon og black metal inputtet, der vejede tungt på ”Grey Metropolis” debuten. Serien af grumsede, flammende gullige fotos vidner om personligt forfald med alt, hvad dertil hører af substanser til at accelerere processen – piller, hård sprut og det der er værre. Murbrokker, forladte bygninger og tomme kældre viser et liv, der var. Som stærkeste billede på værkets narrativ står motivet af personen, der i rygvendt positur vandrer ud gennem en ligeledes tom tunnel. Ud og væk med alt bag sig.

Bortset fra romertal er de ti kompositioner ingen titler tildelt. Et vink med en vognstang om at kronologien er af største betydning. Åbneren falder ganske atypisk i forhold til det, der kommer senere. Et relativt ligefremt rocknummer i slægtskab med ”The Great Escape” fra mini-albummet, ”Nothingless Nothingness”. Det rammer hårdere i kraft af den nedbarberede tilgang, hvor bassen og en simpel, møgbeskidt trommerytme agerer rygrad for synth, guitar og vokal at kravle modbydeligt hen over. Herefter rykkes fremskridtet for alvor op i gear.

Næste track overrasker med kombinationen af lettere psykedelisk guitar og et solidt trip hop beat, der emmer af storby. Vokalen er harskt råkold og raser af livslede uden ynk. De særprægede modsætninger stiger mod et tøjlet inferno, som lægger distance til, da Sanctus Daemoneon tidligere gjorde i mere statiske lydkollager og delvist metallisk input. Faktisk er masteringen håndteret af Shawn Joseph, som bl.a. har været inde over Portishead, hvilket kan have medvirket til fremhævning af de rette nuancer i den henseende.

På ”III” er drivkraften en tikkende urværksrytme, dæmpet til lige akkurat ikke at skurre – men markant nok til fremhæve forfaldets stensikre fremdrift. Subtilt og effektivt med sidste halvdels synth-eskalering som det mest voldsomme udslag. Anderledes er den efterfølgende komposition, som starter lige på og hårdt med bombastisk dragende keyboardflader. Vokalsiden får heller ikke for lidt, hvad enten de flossede sluser lukkes helt op, eller den moderes til en delvis hvisken, der stadig brænder hårdt igennem. Præstationen er der som sådan intet i vejen med - graden er overbevisning og alvor er ganske væmmelig. Albummet igennem kunne vokalen dog visse steder med fordel have ligget en anelse lavere i mixet for at give bedre råderum til lydfladerne under.

Ulig de tidligere udspil har kernen af Sanctus Daemoneon denne gang gjort brug af gæstebidrag ”VII” byder på hele to af slagsen. Først er der supplerende vokal fra Der Doktor, som normalt figurer i Mommy Hurt My Head (tjek deres debutalbum for en ondsindet dosis industrial/EBM). På samarbejdet her er stemmen tæt på dødelignende og tangerer undertiden det mekaniske. Et fornuftigt modspil til Corsos verbalt rustne galde over de sagte lydflader. Den klagende, men ellers tilbageholdende guitarsolo fra Jesper Leth Pedersen står på samme måde i skarp kontrast til, hvad har været at forbinde med projektet på forgængerne.

Et imponerende bizart indslag er ”IX”. Som decideret duet mellem Corso og The-Being, der også er skaber af albummets grafiske design, brydes atter med det forventelige. Baslinjerne og trommebeatet er en forbandet catchy omgang, der komplimenterer, at The-Being stemmemæssigt ligger et sted mellem en syg David Bowie på syre og vokalen fra de tidlige firseres dunkle, pulserende post-punk. Nok albummets eneste track der – set bort fra den lyriske sti – kan vristes ud af sammenhængen og stå alene.

Som ende på den nedadgående spiral byder ”X” absolut ikke på nogen resolution til det søle af turbulens, man er blevet trukket igennem. 'All trains departed, the benches all empty / Take my seat, now useless to me.' Den næsten selvfede glorificering, man ofte støder på, når det kommer til elendighed, er komplet fraværende, som ”the unaVOIDable” ebber ud. Et skræmmende klarsyn omkring forfaldet der afspejles i kompositionens rolighed og den underspillede gæstesolo af Lars Strøm.

Hvor, Sanctus Daemoneon bevæger sig hen efter kollisionen med det eksistentielle nulpunkt, er kun at gisne om. Albummet er en i det store hele fuldendt, velflydende oplevelse og klart deres hidtil stærkeste, som hvert udspil har brudt med elementer fra det forrige. Personligt er jeg nysgerrig efter, om flere numre med det catchy aspekt og den højnede rytmiske sans i fokus ville kunne give pote. Men som ”the unaVOIDable” mere end noget demonstrerer, kører projektet et helt eget løb på tværs af genrekasser og konventioner, så hvad, det reelt munder ud i, er spildt energi at gisne om. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM