Engang tilbage i 1990 så jeg i programmet ‘Headbanger’s Ball’ på M-TV et indslag om et for mig på daværende tidspunkt ukendt brasiliansk band kaldet Sepultura. I studiet blev en dengang tynd pindarm af en genert og meget gebrokkent talende knægt ved navn Max Cavalera interviewet, og man så bl.a. bandet spille nummeret ”Slaves of Pain” live til en koncert i London. Herefter kunne det kun gå for langsomt med at få fingrene i albummet ”Beneath The Remains”, som med numre som omtalte ”Slaves of Pain”, ”Inner Self” og ”Mass Hypnosis” straks blev en personlig favorit med sin knapt kontrollerbare vrede og indestængte aggression. Da jeg nu således var hooked på Sepultura, blev forhåbningerne frem imod opfølgeren til ”Beneath The Remains” nærmest gigantiske, og sådanne forventninger har det jo med at blive skuffede. Heldigvis skulle "Arise” fra 1991 snart vise sig i den grad at leve op til niveauet fra ”Beneath The Remains”! Rent faktisk leverede bandet efter min mening karrierens endegyldige mesterværk med ”Arise”.

De to første numre på albummet, det hurtige titelnummer og fantastiske ”Dead Embryonic Cells”, var i kraft af flotte videoer der blev vist flittigt på netop M-TVs ‘Headbanger’s Ball’ med til for alvor at gøre Sepultura til et kendt navn udenfor den snævre kreds af fans af ekstrem undergrunds-metal, som bandet hidtil især havde appelleret til. Men også skæringer som de tungere og mere atmosfæriske ”Desperate Cry”, ”Altered State” og ”Under Siege (Regnum Irae)” og de intense ”Murder”, ”Meaningless Movements” og ”Infected Voice” er blandt de bedste kompositioner Sepultura nogensinde har lavet. 

For mit vedkommende var Sepultura på toppen i den periode der resulterede i de tre milepæle ”Beneath The Remains”, ”Arise” og ”Chaos A.D.”, men selv blandt disse tre perler fremstår ”Arise” som højdepunktet, hvis jeg nu partout SKAL udnævne min personlige favorit. Noget af den death metal vildskab der var at finde på ”Beneath The Remains” var stadig til stede på ”Arise”, men bare præsenteret i en mere thrashy og velproduceret indpakning; ”Arise” var således det første Sepultura album der blev indspillet i USA. Samtidig var de mere hardcore agtige elementer fra ”Chaos A.D.” eller de brasilianske/etniske indslag fra ”Roots” ikke rigtigt dukket op endnu, så ”Arise” fremstår som det måske mest stilmæssigt ’rendyrkede’ album i Sepulturas diskografi. Nogle vil så måske mene, at Sepultura på netop ”Arise” lød mere som alle andre tidstypiske Morrisound/Scott Burns producerede floridianske ekstremmetal bands end som sig selv, men jeg synes nu at Sepulturas specielle udtryk alligevel trådte ideelt og helt kondenseret frem på ”Arise”. 

Udover Scott Burns klassiske produktion er Michael R. Whelans karakteristiske og stemningsfulde cover-artwork også med til at understøtte den specielle aura der er over ”Arise”, og den special limited edition af albummet der indledningsvist udkom var noget nær den første CD jeg mindes, der udkom i en firelænget pap digi-pack; et format som jo unægtelig er blevet umådeligt populært siden hen. 

Med al overvejende sandsynlighed kommer hverken resterne af Sepultura eller Max Cavaleras Soulfly nogensinde til at udgive noget af tilnærmelsesvis samme betydning for undertegnedes metalliske opdragelse som ”Arise”, men dette mesterværk kan man aldrig tage fra Max, Igor, Andreas og Paulo jr.; det er et album der for mig og ganske givet en masse andre fans af ekstremmetal i og omkring starten på 1990’erne repræsenterer alt hvad der er fedt ved perioden. Selv i et gyldent år for metal som 1991, hvor geniale bands som Death, Carcass, Morbid Angel, Ripping Corpse, Corrosion Of Conformity, Confessor og Massacre udgav nogle af deres mest sublime udgivelser, hører Sepulturas ”Arise” til blandt de bedste! En bedrift i sig selv. - Byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM