En dårlig joke bliver meget sjældent bedre af at blive fortalt en 3. gang. Ikke des mindre så er det lige nøjagtigt hvad death metal veteranerne i Six Feet Under har gang i, med deres seneste installation i "Graveyard Classics" serien. Six Feet Under har lige siden dannelsen i 1993 været meget optaget af at lave cover versioner af andres materiale, hvilket kulminerede i 2000, hvor det første rene Six Feet Under coveralbum "Graveyard Classics" udkom. Bandet har modtaget elendige anmeldelse i et enormt omfang for begge de to første "Graveyard Classics", men det har hverken afholdt band eller selskab fra igen at afprøve konceptet.

Den helt store personlighed i Six Feet Under er som bekendt den gamle frontfigur Fra Cannibal Corpse; Chris Barnes, hvis vokal man kan sige meget om, men ældes med ynde, det gør den gudhjælpemig ikke. Barnes lyder efterhånden som en sammenstyrtet kloak, hvor rotterne totalt har taget styringen på toppen. Dette er bestemt en af grundene til at det er så smertefyldt at opleve manden sammen med resten af bandet forsøge at fortolke ædle klassikere fra navne som Mercyful Fate, Slayer og Metallica. På "Graveyard Classics III" besudler SFU en række helligdomme, som har haft en ikke uvæsentlig rolle i selve skabelse af heavy metal genren og den mere ekstremmetalliske tilgang.

Instrumenteringen på "Graveyard Classics III" er gabende kedelig, især rytmesektionen er intetsigende og kedelig som vindtørret toastbrød. Produktionen følger fint i samme dødsyge spor, i stedet for at gå efter den mere dystre og rå produktion, som trods alt var med til at løfte SFUs seneste regulære album "Death Rituals" op på et udholdeligt niveau. Det eneste positive jeg kan sige om dette seneste "Graveyards Classics" album fra SFU er, at det har givet mig anledning til at lytte til bandets første 3 regulære albums igen. Især "Haunted" og "Maximum Violence" er klassiske death metal værker, hvis groove og catchiness altid er et hit her i reden. -and

Kom med kommentar i vores FORUM