skip the foreplay - nightlife
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
C 2012 Metalcre Epitagh Shooflar
 

Skrillex’ tag på dubstep er blevet det nye sort i så stor en grad, at KoRn omfavnede det uden nogen form for kritisk sans og blev straks eksponeret til et nyt publikum, mens det gamle højst sandsynligt for alvor vendte ryggen til i ren skuffelse. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at et band som Skip the Foreplay spytter et album ud. Hvad der alligevel overrasker er, at det udgives på Epitaph, der med denne udgivelse mister en smule af den integritet, som man ellers håbede på, de gerne ville beholde.

Skip the Foreplay er et rent misk mask af metalcore, electronica og dubstep og ved første blik på både cover og track liste overrasker det ikke synderligt. “Nightlife”, titlen på pladen, åbner med “ST4P” en kort intro, der varsler om lyden på resten af pladen, med dubsteppens staccato rytme, der hurtigt bliver for kliche. Herefter følger “DJ” og allerede her bevidnes man om, at Skip the Foreplay har tænkt sig at køre hele stilen fuldt ud; her tænkes især på tekstuniverset, der udelukkende handler om at feste, drikke sig fuld, sex og engang i mellem mystiske afvigelser såsom “Hawaiian Killer” om en aften på dansegulvet, der pludselig overtages af den klamme fyr med hawaii skjorte og en shotgun. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive, hvor idiotisk det er.

Sådan fortsætter det hele pladen igennem med to korte henholdsvist interlude og outro, hvoraf den ene går under navnet “Dinner With Snooki”, der selvfølgelig er den helt igennem irriterende ‘figur’, der findes i reality MTV-programmet, Jersey Shore. Denne interlude er en skæv blanding af europop synths og dubstep, og man er kun nået til track seks ud af tretten på dette tidspunkt.

Efter at have hørt pladen helt igennem et par gange, er det simpelthen umuligt at vide om det her er en meget gennemført vittighed, eller om disse seks fyre fra Canada virkelig mener det. Hvis det ikke er en vittighed, hvis det ikke er et veludført medie stunt, så forstår jeg simpelthen ikke, hvad de vil med det her. De små break downs, der er at finde på mestendels af numrene, fungerer som en slags narrativ handling, som for eksempel på “Date Rape Predator”, hvor man hører en klagende pige, der ifølge teksterne, har fået noget i sin drink. Hvis det ikke var pinligt nok, så sluttes nummeret af med følgende tekst: “Hey! Hey! We’re gonna fist pump/we’re gonna fist pump his face.”

Der er simpelthen intet godt at hive frem fra “Nightlife”. Ikke engang “This City (We’re Taking Over)” hjælper lidt på det, på trods af at tidligere Despised Icon forsanger, Alexandre Erian, er med på nummeret. Tværtimod, det gør det langt værre, for hvad skal han overhovedet på en plade som denne?

“This is not the end/6 days till the weekend/we, will do it all over again!” sluttes der af med, men det håber jeg vitterligt, de overvejer én gang til. Måske kan alle disse byture byttes ud med lidt mere tid til at skrive numre. -davidson




















Kom med kommentar i vores FORUM