Slash må nok siges at tilhøre den fællesmængde af kendte, ikoniske personager, der, som man siger, "ikke behøver yderligere introduktion". Det vil jeg derfor ikke bruge unødvendig spalteplads på, men i stedet kaste mig over guitarlegendens første reelle soloudgivelse siden han tilbage i '96 forlod sit daværende band...

Der er adskillige grunde til, at "Chinese Democracy" minder så lidt om de gamle G'n'R-fuldlængder, som tilfældet er. Personen Slash er bare en af de allervæsentligste af disse grunde. Det kan tydeligt høres på "Slash", som skiven her i et guddommeligt inspireret øjeblik er blevet døbt. Lige så forskelligartet et udtryk som det har ført til, at pladens 14 sange er blevet tildelt 12 forskellige gæstevokalister, lige så velkendt klinger hovedpersonens allestedsnærværende Gibson-signaturlyd og melodisk blues'ede rock'n'roll-licks. Hermed får hver enkelt sanger et par bevingede ord med på vejen...:

Der er passende nok en mindre cirkel, som bliver afsluttet på åbneren "Ghost". For det første medvirker mr. Izzy Stradlin. Det kan mærkes. Dual-rytmespaderne er ren og skær vintage-G'n'R, og selvom "Ghost" næppe kunne have befundet sig på nogen G'n'R-skive, lyder den stadig mere af Guns, end Axls band gør i dag. For det andet leveres vokalen af Ian Astbury fra The Cult, der netop headlinede G'n'R's første USA/Canada-tour i '87, og han står fortsat for en af rockens både lettest genkendelige og mest sjælfuldt indlevede vokaler. En fin start der langt hen ad vejen både er en fin repræsentant og indikator for det gennemgående niveau.

Endnu en velkendt røst følger. Den akustiske intro på "Crucify the Dead" får mig ikke umiddelbart til at tænke på Ozzy, men så snart han åbner munden, er man ikke i tvivl. Mandens sangstemme lyder stærkere i dag, end den har gjort i årtier. - Men til forskel fra hans sidste par udgivelser stinker han ikke langt væk af autotuner, så medmindre studieteknologien er blevet drastisk forbedret i løbet af de sidste par år, så har The Ozz sgu virkelig oppet sig. Hans tekst omhandlende en vis rivaliseren, hvori Slash udgør den ene part, er ligeledes glimrende og bør tjene som bevis for, at manden næppe er færdig som sangsmed foreløbig. Omkvædets energi er meget kontrolleret, hvilket giver både vokal, tekst og melodi mere spillerum. "Crucify the Dead" er i disse ører albummets kvalitetsmæssigt bedste skæring.

Den mest kontroversielle medvirken leverer uden tvivl Fergie, som til daglig går rundt og er hamrende sexet og desværre også synger i et forfærdeligt teenagepop-fænomen. Så meget desto mere positiv en overraskelse er det at høre hende gi' den som rockfurie på "Beautiful Dangerous", hvis titel ikke er til at tage fejl af. Stemningen går fra "beskidt" i introen til "lummer" i verset til et omkvæd, der koger over af farlige fristelser. Man forestiller sig uvilkårligt den labre sangerinde danse eksotisk på den stang, hun synger om at snurre rundt omkring, og hvis symbolik sjældent har været mere indlysende. Giv denneher skæring et par chancer, metalheads. Den vokser på en, indtil den er lige ved at eksplodere. (Heh-heh.)

"Back From Cali" er skivens absolut mest uimponerede nummer, og er med sin dejligt sommer-agtige feel-good-stemning ganske enkelt umulig for mig ikke at holde af. Sanger Myles Kennedy, kendt fra de dersens Alter Bridge, er den eneste af de medvirkende, der står for to vokalbidrag. Og skulle man udelukkende bedømme vokalisterne ud fra deres respektive præstationer hér, beviser han med sine to af slagsen sin tekniske overlegenhed overfor samtlige de andre vokalister, - hvilket må siges at være forbandet fornemt i dette selskab. Ingen af de to skæringer er mildt sagt videre rock'n'roll, men de beviser Slashs formidable evne til med få, basale værktøjer at flække simple, effektive melodier sammen, som man efter et par lyt nærmest må kæmpe for at ryste ud af kraniet. "Back From Cali" er en supercharmerende størrelse. - Måske lidt FOR charmerende for nogle, men her i huset går den rent ind.

På samme måde er "Promise" - muligvis den mest poppede størrelse på "Slash" - skåret over en gammelkendt kadence, men virkningsfuld som bare fanden, ikke mindst grundet en vis hr. Cornells fuldstændigt overlegne styr på sine melodilinier. Med en sådan sang, der i princippet kunne have befundet sig på mandens '99-mesterværk "Euphoria Morning", er man i endnu højere grad end normalt villig til at tro på, at hans modbydelige Timbaland-kollaboration slet ikke eksisterer. Så længe det bare lyder hen ad dét her, må manden have al den solokarriere, han har lyst til.

Personligt forstår jeg ikke helt, hvorfor "By the Sword" er gået hen og blevet et singleudspil. Med sin Zeppelin'ske tyngde og mystik samt western-agtige retro-aura i verset er den lige så oplagt til Wolfmother-frontmand Andrew Stockdale, som den virker malplaceret på en populær hitliste på denne side af 70'erne. Men selvom det virker underligt, skal jeg da være den sidste til at brokke mig over, at folk får hørt noget ordentlig musik. Det er ikke skivens bedste sang i disse ører, men den er for så vidt upåklageligt fulgt til dørs.

Omvendt forstår jeg heller ikke, hvordan den smagfulde lille sag "Gotten" har fået den relativt hårde medfart, der synes at være tilfældet. Om man så måtte bryde sig om Maroon 5 eller ej, er Adam Levine endnu et pragteksemplar på en stemme, der står lige så godt til de forudgåendes som "Gotten" giver afveksling på skiven. Netop de poppede og afdæmpede sange bliver lige en enkelt eller to for mange hen imod albummets slutning, men jeg havde alligevel foretrukket at det hårde C-stykke var blevet udeladt fra "Gotten", som er ganske skudsikker på sin egen vis uden at være det tilnærmelsesvist stærkeste nummer.

... Og så er der ellers rock'n'roll! - Hvad andet kunne man dog også forvente med Ian "Lemmy" Kilmister bag mikrofonen? "Doctor Alibi" er straight-up uforfalsket tre-akkorders derudaf-rock med punkens umiskendelige ild brændende lige dér, hvor Axl Rose er højest, når han forsøger at nå dette ene samarbejde til sokkeholderne. Smag og behag er nu engang forskellig, så der er mange uenigheder om kvaliteten på flere numre på "Slash", men jeg har hverken set eller hørt én eneste respons på "Doctor Alibi", - og det tæller en hel del efterhånden, - der ikke istemte et veritabelt hyldestkor. Jeg hopper gladeligt med på vognen og vover at lade mig tage på ordet, når jeg siger, at "Doctor Alibi" rocker federe end noget andet på hele denneher plade.

Den største skuffelse for mit vedkommende består i, at Dave Grohl, hvis musik jeg alle dage har holdt umådeligt meget af, insisterede på kun at spille trommer på den således instrumentale "Watch This". Til gengæld har det jo så indløst skivens uden sammenligning bedste trommebidrag, og hverken værre eller mindre interessant bliver det af, at rytmegruppens anden halvdel på "Watch This" hedder Duff McKagan. Som den eneste skæring er denne udelukkende skrevet af Slash selv, og det er tydeligt, at han har forstået at give dén fornødne og vitale plads til både musikerne og temaet, som gør, at et instrumentalnummer skal kunne fungere. Under omstændighederne afgjort en godkendt sviptur udi instrumentalterritoriet.

Når jeg kalder Fergies medvirken for "den mest kontroversielle", er det naturligvis med alle tænkelige forbehold for, hvad man måtte mene om gøglerklovnen Kid Rocks ditto. Jeg hader den talentløse nar, og jeg forbander hans evindelige pissen op og ned af min yndlingsgenre herfra og til evigheden. Men han viser sig - for bedre eller værre - rent faktisk at være i stand til at synge. "I Hold On" er - Kid Rock eller ej - faktisk fed, melodisk rock. Pudsigt nok minder den mig forøvrigt en smule om "Back To the Moment" fra den iøvrigt fuldstændig kriminelt udskældte Snakepit-skive "Ain't Life Grand", og det kommer desværre til at trække en kende yderligere op i den samlede bedømmelse. Jeg har det svært med rent faktisk at kunne lide et nummer, hvorpå Kid Rock synger, men det er nu engang sådan, det er - lidt på samme måde som når man fra tid til anden er nødt til at anerkende Tom Cruises skuespillertalent.

"Nothing To Say" har ham der fra de der "Avenged Sevenfold" på vokal, og ligesom med de fleste andre numre herpå har Slash under skrivningsprocessen forsøgt at ramme i nærheden af vokalistens vante boldgade, - altså i dette tilfælde med et hårdere udtryk. Problemet består i, at det er uvant territorium for rock'n'roll-guitaristen Slash, hvis bud på et metal-agtigt riff slet og ret er metervare. På samme måde ender omkvædet med at være lige så kedeligt at høre på. - Nøjagtigt som de har for vane hos "Avenged Sevenfold". Ganske passende, egentlig.

"Starlight" er føromtalte Myles Kennedys andet bidrag, og ligesom på "Back From Cali" er vi ovre i den absolut letteste ende af rockspektret. Men uden at det hverken bliver smagløst eller foruden nerve. Som nævnt formår Kennedy at give røv til samtlige andre gæstevokalister, og det sker især med dette nummer. Manden har simpelthen den stærkeste falset, jeg har hørt siden, ja, jeg ved sgu hverken hvem eller hvornår. Cornell er teknisk set hans eneste potentielle konkurrent på denne skive, men omkvædet gør rent bord. Mine ører er som naglet fast til højttalerne, og det er på trods af, at jeg næppe nogensinde ville have sat detteher nummer på, hvis ikke der havde stået "Slash" udenpå dets cover. "Starlight" samt iøvrigt "Back From Cali" kunne for mit personlige vedkommende godt ende som et par af de her tilfælde, hvor hele ens smag faktisk lige rykker sig en lille smule.

Okay, den hidtil ukendte Rocco DeLuca kunne faktisk også godt kandidere til det teknisk bedste bidrag. Jeg har dog ikke så meget at sige om "Saint Is A Sinner Too", for glimrende og særegent underspillet som den ellers er, ender den desværre med at lide en smule under sit eget ufarlige udtryk og synke lidt i baggrunden. Som tidligere nævnt, er de afdæmpede numre en kende i overtal hen imod skivens slutning, så man ender lidt med at længes efter en gang fed rock'n'roll at runde af på...

Desværre formår Iggy Pop langt fra at løfte stemningen og levere den bragende afslutning, man ville have foretrukket. "We're All Gonna Die" var, såvidt jeg har kunnet forstå, den første sang, der blev skrevet til pladen, og den virker da også netop som om, at Slash ikke rigtig er kommet ind i en tilstrækkeligt kreativ bølge endnu. Iggys bidrag er langt hen ad vejen kedeligt, men på den anden side kan man mene, at "We're All Gonna Die" med sit afslappede udtryk netop er et oplagt punktum for en CD, der for langt størstedelen af sangenes vedkommende er ligefrem, uprætentiøs og uimponeret. Bedøm selv.

Hvis ikke Velvet Revolver-skiverne gjorde det klart, at hele G'n'R's basale rock'n'roll-element forlod bandet sammen med Slash, så burde enhver om ikke andet være overbevist efter denneher skive. Ikke fordi musikken hele vejen igennem er rock'n'roll, tydeligvis, men fordi Slash har fat i en fuldstændig basal sangskrivningsapproach, der er lige så effektiv, som den er ind-til-benet. Jeg ved ikke rigtig, hvem jeg kan, vil eller bør anbefale "Slash" til, men hvis man brød sig om Guns og/eller Velvet Revolver, - eller som jeg selv generelt bare sætter pris på en veldrejet rockmelodi, - er det nærmest obligatorisk lytning. Under alle omstændigheder er det en af 2010's uomgængelige skiver, hvis man vil være med i snakken, når der skal gøres status over året. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM