Med et Slayer tilbage i den originale opstilling med 10 numre på lidt over en halv time og med guruen Rick Rubin rumsterende i kulisserne, er ”Christ Illusion”, det første Slayer album siden den profetiske ”God Hates Us All” fra 2001, ventet med stor længsel i denne anmelders univers. 

Ikke nok med at fænomenet Dave Lombardo er vendt tilbage til flokken; Slayer har også genoptaget samarbejdet med kunstneren Larry Carroll, der i sin til lavede de legendariske ”Reign in Blood”, ”South of Heaven” og ”Seasons in the Abyss” covers, og selvom coveret til ”Christ Illusion” nok ikke rent kvalitetsmæssigt er i helt samme klasse, er det dog en dejligt nostalgisk reference til de gode, gamle Slayer dage i 80’erne. 

Tekstmæssigt er der ikke de store overraskelser at hente på “Christ Illusion”; som forventet er ’lyrikken’ en blanding af Kerry Kings forkærlighed for anti-kristne tirader, og så Tom Araya og Jeff Hanneman der vanen tro gør sig mere i tekster om krig og massemorderes psyke. Reelt er det eneste potentielt ’kontroversielle’ vel denne gang teksten til nummeret ”Jihad”, der anskuer den globale terrorsituation fra terroristens synspunkt, men ellers er man mere eller mindre i traditionel lyrisk Slayer territorium på resten af skæringerne. Og lad os da lige kortfattet tage numrene på ”Christ Illusion” fra en ende af (med et par tilhørende eksempler på det ovennævnte lyriske niveau):

1: ”Flesh Storm”: 
Efter en snigende start sætter de første nye Slayer toner i snart 5 år i gang, og straks er det klart at Slayer stadig lyder som Slayer; opspeedede tempi, et sangbart omkvæd og en generel krigerisk stemning fra disse snart halvgamle mænd: ’It’s all to fuckin’ clear/We can never coincide/So let’s all drink/To genocide.’ Så er vi i gang! 

2: ”Catalyst”:
Tager tråden op fra “God Hates Us All “ albummet med hysterisk vokal fra Tom Araya og fremvisningen af et tårnhøjt, næsten punket testosteron-niveau: ’Bring on the competition/Your pessimism only makes me stronger/I am the culmination/Setting the standards that all will follow.’ Indeed.

3: ”Skeleton Christ”:
Starter med et for Slayer ret ’moderne’ lydende groove men også nogle karakteristiske noisy leads fra Kerry King og endelig en dejlig fængende mosh-part til sidst: ’I laugh at the abortion known as Christianity.’

4: ”Eyes of the Insane”:
Jeg har altid haft en svaghed for de tungere af Jeff Hanneman skrevne Slayer numre, og ”Eyes of the Insane” er et af højdepunkterne på ”Christ Illusion” efter min mening; en skæring der leder tankerne hen imod materialet på ”South of Heaven” og ”Seasons in The Abyss”. Teksten minder også lidt om klassikeren ”War Ensemble”: ’Shell shock battle fatigue/Overwhelming anxiety/Flashbacks panic attacks/Deaths raising its ugly face at me.’

5: ”Jihad”:
Starter tungt for derefter at skifte mellem hurtige, næsten punkede sekvenser og så nogle karakteristiske breakdowns som kun Slayer formår at lave dem; især Dave Lombardo brillerer med sit organiske og rytmisk udfordrende trommespil på ”Jihad”. Lyrikken skal sikkert også nok provokere mange hjemme i Guds eget land: ’I’ll take his towers from the world/You’re fucking’ raped upon your deathbed/When you reach ground zero you will have killed the enemy/The great Satan.’ 

6: ”Consfearacy”:
Et typisk Kerry King nummer; fuld fart frem med masser af aggression og soloer i vanlig hvinende stil. Slayer har lavet dusinvis af denne slags numre, men det bliver ”Consfearacy” ikke dårligere af: ”I can’t relate/To your verbal idiocy/No one’s in control/When the government’s the enemy.’ 

7: ”Catatonic”:
Slæbende tungt nummer til tider, og en af de skæringer hvor især Tom Araya leverer en dejlig forpint vokalpræstation, samtidigt med at Jeff Hanneman disker op med en ret passende melankolsk solo hen imod slutningen: ’Embrace it/My religion of torture/All I see are the impurities/The imperfections and obscenities.’

8: ”Black Serenade”:
Især det memorable omkvæd gør “Black Serenade” interessant, men ellers er nummeret ikke blandt albummets allerbedste. Den massemorderagtige tekst minder også lidt for meget om noget Tom Araya har beskrevet bedre på tidligere Slayer skæringer; tænk bare på ”Dead Skin Mask” og ”213”: ’Petrified that I decide the moment of your death/Belongs to me the taste is sweet it’s so unreal.’

9: ”Cult”:
Som med ”Consfearacy” er ”Cult” et helt klassisk Slayer nummer i tonsende thrash stil med lynhurtige vokallinier til den tilhørende og typisk antikristne Kerry King tekst: ’The war on terror just drags along/My war with God is growing strong/His propaganda sells despair/And spreads the violence everywhere.’

10: ”Supremist”:
Som tilfældet var på “God Hates Us All” med den sublime “Payback”, lukker og slukker ”Christ Illusion” også med sidstnævnte albums bedste skæring i form af ”Supremist”, der indeholder alt hvad der gør Slayer fede. Lynhurtige riffs, ubønhørlige trommer, tempo, tyngde, catchiness, variation og eksorbitante mængder aggression; kort sagt en komposition der såmænd godt med tiden kunne finde vej til en kanon over de bedste Slayer numre igennem tiderne. Teksten til ”Supremist” er også dejlig arrogant og tyrannisk: ’Cleansing of the weak/Supremacy/Must maintain control of the weak/Must contain the minds of the weak.’ Et effektivt punktum.

Overordnet set indeholder ”Christ Illusion” i mine ører lidt mere regulær sang og knap så meget skrigeri fra Tom Arayas side denne gang, hvis man sammenligner umiddelbart med ”God Hates Us All”, og så er det selvfølgelig en udelt fornøjelse af have Dave Lombardo tilbage bag tønderne igen. Det kan godt være at manden ikke bidrager det helt store til at skrive tekster og musik for Slayer, men på ”Christ Illusion” hører man alligevel tydeligt, hvor meget af Slayers lyd og udtryk der skyldes Dave Lombardo; pludselig går det op for én hvor meget Lombardo egentlig har været savnet i Slayer regi igennem de sidste 10-15 år. Velkommen tilbage, Dave! 

Rent produktionsmæssigt er der ikke en finger at sætte på d’herrer Abraham & Rubins indsats, for ”Christ Illusion” lyder simpelthen præcist som et Slayer album bør lyde i mine ører; et knastørt up-front lydbillede med et minimum af rumklang, men til gengæld med en naturligt klingende og potent trommelyd, sprøde guitarer og den helt rigtige placering af vokalen i mixet. Tidløst.

Nej, ”Christ Illusion” er ikke en ny ”Reign in Blood” endsige et nyt genredefinerende mesterværk, men alligevel er det et fuldt ud værdigt album til at bære Slayer logoet. Den evige strøm af beklagelser fra gamle ’true’ thrash hønisser gående på at Slayer for længst har ’solgt ud’ og aldrig igen vil udgive albums, der i kvalitet kan måle sig med bandets 80’er klassikere, vil med garanti ikke forstumme med udgivelsen af ”Christ Illusion”, men lad ikke disse automatreaktioner afskrække dig. Slayer lyder nemlig stadig som Slayer. På godt og ondt. Kan man affinde sig med godt 90 % genkendelige elementer og så mindre end 10 % nyskabelse i Slayers musikalske miks, ja så leverer ”Christ Illusion” sgu varen med Slayers aldrig svigtende kompromisløse og konservative flair for begrænsningens kunst som garantibevis. Altså er ”Christ Illusion” mere eller mindre ’bare’ endnu et Slayer album i rækken, men det ændrer ikke ved at ingen helt rammer samme tone som Slayer; hverken for 20 år siden eller i dag. Konklusion: Slayer (still) rules! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM