Hvad kan man sige om dette album, som ikke allerede er blevet sagt 1.000 gange før?
Slayers 1986 udgivelse ”Reign in Blood” er vel nok eet af de mest lovpriste metalalbums overhovedet, men man ville vel ikke kunne tage Clonemetals ClassiC koncept seriøst, hvis ikke det ultimative thrash album over dem alle skulle have et par ord med på vejen, vel? Så bær venligst over med mig.

De to første Slayer albums ”Show no Mercy” og ”Hell Awaits” på Brian Slagels legendariske Metal Blade Records er med deres dengang obskure blanding af ingredienser fra NWOBHM, hardcore punk, Venom og Motörhead undergrundsklassikere på deres egen måde, men først da producerguruen Rick Rubin ser potentialet i de herrer Araya, Hanneman, King & Lombardo og producerer samt udgiver ”Reign in Blood” på sit Def Jam label, træder Slayer for alvor i karakter som det mest intense, brutale, kompromisløse og aggressive metalband i verden på det tidspunkt, og thrash genren fik dermed sin udødelige klassiker, som alle aspirerende mesterværker i genren i al fremtiden må finde sig i at blive sat op og mål imod. 

Som bekendt starter ”Reign in Blood” med et af de mest kontroversielle metalnumre der nogensinde er lavet, nemlig ”Angel of Death”, der omhandler den notoriske, myteomspundne og sadistiske SS overlæge, kirurg og doktor i antropologi Josef ’Beppo’ Mengele fra den polske koncentrationslejer Auschwitz/Birkenau under 2. verdenskrig. Så er linien ligesom lagt! Def Jams europæiske samarbejdspartner CBS nægtede da også ret forudsigeligt i første omgang at distribuere albummet i Europa, hvilket selvfølgelig blot yderligere bidrog til at hype albummet i undergrunden. 

Herefter står den på numre omhandlende så ’hyggelige’ emner som bl.a. kannibalistisk seriemord på ”Piece by Piece”, dødsangst på ”Necrophobic”, rituel ofring på ”Altar of Sacrifice”, kristen dårskab på ”Jesus Saves”, kronisk sindssyge på ”Criminally Insane” og uhelbredelig sygdom på ”Epidemic”. Slutteligt sætter Slayer et perfekt punktum for præcis 29 minutters blindt raseri med deres egen forudsigelse om det totale musikalske terrorvælde i form af ”Raining Blood”; nummeret med det efter min mening vel nok sejeste main riff og tilhørende breakdown thrash metal genren endnu har fostret. 

En anden ting der er med til at gøre ”Reign in Blood” så unik er produktionen, som de to garvede rotter Rick Rubin og Andy Wallace i samarbejde er hovedmændene bag. Resultatet er et album, hvor 90 % af musikken befinder sig i mellemtoneområdet uden tilstedeværelsen af ret meget bas. En slags direkte, kalorielet ’keep it simple’ lydfilosofi som giver ”Reign in Blood” det tidløse, aggressive touch der differentierer albummet fra mange af de andre 80’er metalklassikere, der lidt for ofte rent lydmæssigt lyder rodede, udynamiske og bedagede i forhold til dagens produktionsværdier. ”Reign in Blood” lyder derimod relativt set stadig frisk den dag i dag.

Rubins produktion er simpelthen perfekt til Hanneman/Kings hvinende og kakofoniske dual-leads, som jo er Slayers varemærke, og hvis effekt ville blive effektivt ødelagt med en nedtunet og bas-tung lyd, men også Lombardos ærefrygtindgydende præstation på trommerne får Rubin på fornem vis highlightet på ”Reign in Blood”. Lombardo er uden tvivl sin generations mest stilskabende trommeslager, og afsmitningen fra især indsatsen på ”Reign in Blood” kan høres hos en endeløs strøm af trommeslagere i ekstremmetal gennem de sidste 15-20 år. Som glasuren på kagen har vi så Arayas let genkendelige, klassiske thrash vokal, og det forpinte skrig han får fyret løjerne i gang med på ”Angel of Death” kan stadig få det til at løbe koldt ned af ryggen på undertegnede, selvom jeg vel efterhånden må have hørt det nummer en million gange. Ingen cookiemonster vokaler hér; et udtryk som vist i øvrigt stammer fra den gode mr. King, da han engang blev bedt om at beskrive musikken på et eller andet death metal album. 

Da ”Reign in Blood” i sin tid kom ud, blev man nærmest blæst omkuld af musikkens intensitet og Arayas lynhurtige vokallinier, og det blev en hel sport i sig selv at lære teksterne, så man kunne skråle med på f.eks. ”Necrophobic”. Rent faktisk er ”Reign in Blood” et af de få albums, jeg med stolthed i stemmen kan sige at kunne alle teksterne til udenad. På dage hvor alt og alle synes at være imod én, og man render rundt som en tikkende bombe der bare leder efter den første den bedste undskyldning for at eksplodere i en eruption af indestængt misantropi og generel livslede, er ”Reign in Blood” den perfekte musikalske sikkerhedsventil. Bare tilbring små 30 minutter i selskab med Slayer anno 1986, og med stor sandsynlighed er man er et helt anderledes velafbalanceret og afklaret individ efter at have raset ud. Der findes efterhånden et utal af tungere, hurtigere og mere brutale udgivelser end ”Reign in Blood”, men hvad angår den 100 % rene, usminkede aggression er dette album stadig i en klasse helt for sig selv her mere end 18 år efter det første gang så dagens lys.

Slayer er og bliver set over en bred kam undertegnedes favoritband hvad angår heavy metal, og ”Reign in Blood” er og bliver sikkert til evig tid deres hovedværk; en udgivelse der efter min mening suverænt er 80’ernes bedste metalalbum, og som selv den dag i dag er en milepæl i både metalhistorien generelt og i thrash genren mere specifikt. Hvis der er ET metallisk mesterværk der IKKE må mangle i enhver metalsamling med respekt for sig selv, er det så sandelig ”Reign in Blood”! Slayer rules… and long may they reign in blood! –byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM