Soilwork er et godt navn til et metalband. Navnet rammer nemlig to kerneelementer i metalmusikkens historie. På den ene side handler metal om soil work, om jordarbejde, om muld og beskidte hænder; metal er arbejdermusik, det er bygget om kærlighed til håndværket og den disciplin, der ligger i hårdt fysisk slid og slæb. Men på den anden side handler metal også om at soile, om at gøre ting beskidte, svine dem til, forvrænge, forstyrre og nedbryde dem. Metal er musik, der har nedbruddet, støjen, og det antikonforme i sine gener. Metal handler om at tømme sine kropsvæsker ud på samfundets normer, gi’ fingeren til dem, der prøver at fortælle en hvad man skal tænke og hvad der er acceptabelt, og i stedet lukke al sin indestængte vrede og alle sine frustrationer et i en gigantisk energiudladning.

Så svenske Soilwork har altså navnet med sig. Og historien har de også. Bandet startede som en del af den svenske melodic death-scene, hvor de blandede den klassiske Göteborg-dødslyd med en Iron Maiden’sk fornemmelse for melodi og sangopbygning. Bandets første plade ”Steelbath Suicide” kom på gaden i 1998, til gode anmeldelser. Navnet blev slået fast med opfølgeren ”The Chainheart Machine”, der gav dem deres store gennembrud og en kontrakt med Nuclear Blast. Bandet har siden føjet yderligere fem udgivelser til diskografien, og nu er den ottende plade, ”The Panic Broadcast”, så udkommet. Tilbage i folden er guitaristen Peter Wichers, der ikke var med til at lave den noget blandede ”Sworn to a Great Divide” fra 2007. Bandet har gennem tiden gået mere og mere væk fra dødselementerne på de tidlige plader, og er gået mod en mere moderne metalcore-lyd, hvor der satses mere på melodierne, på en klarere og mere tilgængelig lyd.

Den udvikling bliver slået endeligt fast med ”The Panic Broadcast”, der er velproduceret, stort anlagt og med de melodiske elementer som drivkraften i lydbilledet. Alting står krystalklart og der er tydeligvis brugt tid og penge på at få produktionsværdien op på et højt, internationalt niveau. Peter Wichers guitararbejde er i top, og det hele kører derudaf som en stor, velsmurt maskine.

Så langt, så godt. Men så ikke alligevel. For på trods – eller måske snarere i forlængelse af – det høje produktionsniveau, så er det som om, at sjælen er blevet suget ud af Soilwork. Numrene følger for de flestes vedkommende en klassiske metalcore-opbygning: Verset ræser af sted med råbevokal og speedede trommer, indtil omkvædet kommer med den store melodiske forløsning. Tilsæt et c-stykke og en guitarsolo, og så er den metalgris vinkelslibet. Men den klichéfyldte formular kræver at melodistykkerne virkelig løfter musikken og giver den sjæl og styrke - og det gør de alt, alt for sjældent på ”The Panic Broadcast”. Hør for eksempel ”Two Lives Worth of Reckonin”g, hvor kvaliteten af melodien i omkvædet er på Grand Prix/Dansk Top-niveau. I visse sange (fx ”Let This River Flow, Epitome”) får de melodiske omkvæd en næsten Disney-agtig, Circle of Life-stemning, med en solid dosis mainstream pop over sig. Det står i en mærkelig kontrast til sangerens råben og de chuggende power-riffs i verset, og giver en fornemmelse af at musikken er lige ved at flå sig selv midt over indefra.

Melodikernen i Soilworks metalæble er rådden, og det underminerer balancen i bandets udgave af metalcore. Særligt den første halvdel af pladen er virkelig buldrende, tomme tønder. Den anden halvdel har nogle bedre mid-tempo grooves, men det ændrer ikke ved helhedsindtrykket af et band, der ender med at lyde mere sterilt end levende. Og på den måde ender pladen med kun at opfylde den ene betydning af Soilworks navn; håndværket er i top og landbrugsmaskineriet kører derudaf, men jorden er ugødet og udmarvet. -bencard

Kom med kommentar i vores FORUM