Finlands ukronede powermetalkonger Sonata Arctica har i løbet af de sidste par albums gradvist skruet ned for det høje tempo som bærende element i deres musik og skruet op for en mere progressiv tilgang á la ikke så få andre bands, hvis ende af det metalliske spektrum deler berøringsflade med powermetallen. 2007's "Unia" kunne ikke undgå at skuffe mig en anelse, for hvor der trods alt stadig var godt med fart over feltet på "Reckoning Night" ('04), var "Unia" så godt som blottet for det herligt smittende energiske drive, der fik mig til at holde af bandet i sin tid. Tilbage var en lidt halvrodet og halvhjertet skive, der trods sine momenter lugtede en smule af lige dele mislykket eksperimenteren og utilstrækkeligt med rutine indenfor de mere proggede arrangementer.

Med "The Days of Grays" begynder der at komme noget perspektiv på det hele: Bandet synes så småt at have fundet sig til rette, samt måske at have nedtonet det (lidt for) kreative ambitionsniveau en anelse. Eller også har mastermind og vokalist Tony Kakko bare genfundet den muse, han søgte lidt for intenst på "Unia", der nu kan betragtes som et slags springbræt til et nyt og revitaliseret Sonata Arctica. Hvad end der er sket, har det ihvertfald hjulpet.

Den über-teatralske instrumentaloverture, som introducerer hvad der pr. mit umiddelbare skøn lyder som et helt kammerorkester, slår dog et lige lovligt stort brød op, som den småskizofrene "Deathaura" ikke helt formår at bære. Men det efterfølgende firkløver af numre kompenserer så rigeligt herfor: "The Last Amazing Grays" er en både kontrolleret og sofistikeret straightforward pophymne med store armbevægelser, førstesinglen "Flag In the Ground" er klassisk Arctica-power som vi kender og elsker det, "Breathing" viser at der gudskelov stadig kan laves gode ballader uden alt for megen opfindsomhed, og den tunge "Zeroes" byder på en overraskende effektiv cocktail af røverkor og dramatiske keyboardkollager. Førnævnte orkester er så godt som allestedsnærværende skiven igennem, og omend det har en tendens til at blive for dominerende, er det for det meste effektivt samt flot arrangeret. Ind imellem får man fornemmelsen af at "The Days of Grays" kunne have udgjort det for soundtrack til en stort opsat eventyrfilm.

"The Dead Skin" falder halvt igennem. Og der er flere mindre memorable elementer rundt omkring. Det største kritikpunkt er at den gode hr. Kakko endnu ikke helt har luret "less is more"-devisen, men stadig smider lidt om sig med forvirrende og unødvendige detaljer; både i form af instrumentering, tonale og rytmiske variationer, produktionsmæssige fiksfakserier, små overgange mellem stykkerne og hele stykker generelt.

Men værre er det faktisk heller ikke. Den forjættede gode melodi er sangenes generelle omdrejningspunkt, og det kan snildt høres gennem de mange keyboards og klassiske instrumenter samt overflødige detaljer. Der er måske hverken nogen ny "The Cage" eller "Ain't Your Fairytale" herpå, men ligemeget hvor meget man end måtte savne noget hastighed, er numre som "No Dream Can Heal A Broken Heart", "As If the World Wasn't Ending" og ikke mindst bonusnummeret "In the Dark" stadig iblandt de stærkeste sange, Sonata Arctica nogensinde har smidt på gaden. "The Days of Grays" står på alle måder stærkere end "Unia", og den må anses som en temmeligt sikker investering for enhver, der anser sig selv som fan af bandet, - hvad end man brød sig om forgængeren eller ej. Og apropos sikre investeringer og fans, så kan digipack'en bestemt anbefales. Ikke kun pga. føromtalte bonustrack, men også det lækre artwork samt den orkestrale bonus-CD, der nok især vil appelere til de mere musiknørdede og/eller klassisk orienterede fans. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM