Det virker ikke som specielt længe siden, men bruddet mellem Max Cavalera og resten af Sepultura fandt faktisk sted helt tilbage i 1996. Der er sikkert masser af Sepultura-fans, der har vanskeligt ved at goutere bandets nyere, post-Max Cavalera-æra-udgivelser, og som derfor i deres stille sind håber på, at bandet en dag finder sammen igen i den stærke, klassiske formation fra de glade dage.

Uden på nogen måde at være stor fan synes jeg som så mange andre også vældig godt om Sepultura-udgivelserne fra disse år (”Beneath The Remains”, ”Arise”m.fl.) og kan da ikke sige mig fri for en gang imellem at overveje, om magien fra dengang kunne genskabes, hvis skårene blev klinket – det synes jo qua broderbandkonstallationen Cavalera Conspiracy at være lykkedes delvist… Nok metalhistorisk lirum larum: Det korte af det lange er, at der efter min mening ikke er kommet rasende meget interessant musik ud af bruddet tilbage i 1996 for Sepulturas vedkommende.

Jeg har af samme årsag kun sjældent ulejliget mig selv med at lytte til Seplturaudspil af nyere dato, hvor Soulfly siden debuten med jævne mellemrum er dukket op i afspilleren i form af hæderlige udgivelser som ”Primitive”, ”Dark Ages” og senest med bandets nyeste sangsamling betitlet ”Omen”.

Jeg skal være den første til at beklage, når metalbands udelukkende betræder i forvejen nedtrådte genrestier, men i Soulflys tilfælde er musikken tidligere vel ofte blevet lige vel syret og verdensmusikpræget. Om den del af det musikalske repertoire kun er delvist eller fuldstændig skrinlagt, må i denne sammenhæng henstå i det uvisse. I hvert fald repræsenterer ”Omen” Soulfly i absolut mest hårdtslående afstøbning, hvilket der ikke skal falde nogen knubbede ord for herfra.

I den forbindelse bør cd’ens særligt krudtholdige numre ”Vulture Culture”, ”Mega-Doom” og ”Counter Sabotage” fremhæves. Selvom de med deres høje tempi og ditto energi umiddelbart efterlader et stærkt indtryk, er de også delvist skæmmet af Max Cavaleras efter min mening temmelig enerverende vane med at tilsøle sine sange med tekstbidder, som gentages i en uendelighed – åbenlyst for at opnå en form for mantraeffekt. ”Vulture Culture” rykker så fermt, at jeg kan abstrahere fra denne sangskriver-faux pas, men på et nummer som ”Off With Their Heads” går der for meget fællessang i den, og uden lejrbål og snobrød inden for rækkevidde er det simpelthen ikke til at holde ud at høre på.

Derudover rummer ”Omen” desværre også et par ret ligegyldige numre som fx ”Rise Of The Fallen”, ”Jeffrey Dahmer” og ”Kingdom”, men summarisk er der tale om et ganske OK udspil, som jeg godt kan holde ud at have på afspilleren uden alt for flittig brug af skip-knappen. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM