Det var da på tide!
Jeg har været den heldige ejer af debutalbummet ”There Be Squabbles Ahead” med det amerikanske band Stolen Babies i efterhånden et godt stykke tid, da udgivelsen har været ude på det amerikanske marked i over et år via pladeselskabet The End Records. Nu har Ascendance Records så heldigvis taget sig sammen og introducerer langt om længe ”There Be Squabbles Ahead” til det europæiske marked.

Og bedre sent end aldrig, for Stolen Babies har med ”There Be Squabbles Ahead” lavet en af de mest overbevisende debutalbums indenfor ’moderne metal’ (i mangel af bedre ord), jeg mindes at have oplevet siden System of a Downs åbenbaring af et debutalbum for snart mange år siden. Med ’moderne metal’ mener jeg IKKE decideret nu-metal, for Stolen Babies er bestemt andet og mere end blot en forlængelse af Korn, Coal Chamber og den slags, men en del ligheder er der nu alligevel; især ligheder i retningen af førnævnte System of a Down.

Denne lighed skyldes måske først og fremmest bandets akkordeonspillende lille godte af en sangerinde, Dominique Lenore Persi, der snildt kunne gøre det ud som et kvindeligt modstykke til Serj Tankian; en slags vokal hun-kamæleon der på skizofren vis kan gå fra at lyde som en kælen sexkilling til en præmenstruel furie på et splitsekund. Mike Patton fra Faith No More og Mr. Bungle kunne også være et stemmemæssigt sammenligningsgrundlag, og faktisk er der også i Stolen Babies musik flere karakteristika, der peger i retningen af netop Faith No More og Mr. Bungle. Som i Faith No More er bassen meget markeret og prominent, ligesom opfindsom brug af keyboard også spiller en hovedrolle hos Stolen Babies. Mr. Bungle henvisningen skal mest findes i det faktum at diverse for et metalband uortodokse instrumenter som akkordeon, trompet, jødeharpe, mandolin, tuba, violin, klokkespil og marimba også benyttes, hvilket giver musikken et herligt kabaret/cirkusagtigt præg fra tid til anden. Mange af de utraditionelle instrumenter på albummet spilles faktisk af 3 medlemmer fra det fantastiske avantgardeband Sleepytime Gorilla Museum, der er labelmates med Stolen Babies på The End Records, ligesom Dan Rathburn fra Sleepytime Gorilla Museum tillige har produceret ”There Be Squabbles Ahead” med ideelt resultat til følge.

På trommer og percussion har Stolen Babies Gil Sharone, der jo som bekendt senere også er blevet indlemmet i selveste The Dillinger Escape Plan, så det bør vist være unødvendigt at nævne at Sharone er en mere end habil tøndebasker. Det er dog brormand Rani Sharone, der er den egentlige idémand bag Stolen Babies; udover at spille på guitar, elbas, kontrabas, mandolin, citar, metal percussion, marimba og klokkespil står han også bag hovedparten af albummets kompositioner og har stået for de fleste programmeringer. Besætningen rundes effektivt af med Ben Rico på keyboards, piano og orgel, og resultatet er et udtryk der som beskrevet i det ovenstående måske nok i detaljen kan sammenlignes med andre mere kendte grupper, men som alligevel er sammensat på en så excentrisk og original måde at man må overgive sig.

Højdepunkter er der nok af på ”There Be Squabbles Ahead”, men ”Filistata” tager alligevel prisen med sin uhyggeligt catchy staccato rytmik, sin gyngende brug af kontrabas og sit labre akkordeonmotiv under Dominiques katteagtige vokal; et nummer det er UMULIGT ikke at forelske sig i; det gjorde jeg i hvert fald og forpestede derefter mine omgivelser ved konstant at gå og nynne/fløjte med på grundmelodien i dagevis. Et andet lidt anderledes nummer er den instrumentale ”Swint? Or Slute?”, der lyder som noget Estradasphere kunne have indspillet sammen med Beirut i en rumænsk sigøjnerlandsby, mens ”Lifeless” mere lyder som en moody goth-rock ballade med fokus på Dominique i hendes mest afdæmpede og inderlige hjørne rent stemmemæssigt. Mere intense og metalliske kompositioner som ”Spill”, ”Awful Fall”, ”A Year of Judges”, ”So Close”, ”Tablescrap” og ”Tall Tales” byder alle hver på mindst et par svært fængende og aparte musikalske ideer, der knyttes effektivt sammen af Dominiques borderline skizofrene vokalakrobatik. Selv albummets klart mest poppede nummer, ”Push Botton”, rammer efter min mening lige i plet, og videoen til dennes skæring er faktisk at finde som bonusmateriale på albummet; en video hvis syrede dekorationer og kulisser er udarbejdet af grafikeren og billedbogsforfatteren Crab Scrambly. Scrambly har også stået for cover-artworket til ”There Be Squabbles Ahead” og for booklettens tilpas groteske tegninger i bedste Tim Burton stil.

Jeg er virkelig faldet pladask for Stolen Babies (og for Dominique Lenore Persi, *savle*), og jeg er ellers (hvis jeg altså selv skal sige det) meget svær at imponere hvad angår ’moderne metal’. Hvis System of a Down kan sælge i titusindvis af albums i Europa, burde Stolen Babies også kunne, for alle de kvaliteter der gør System of a Down til et spændende og innovativt band, indeholder Stolen Babies så sandelig også til overflod. Med en europæisk distribution går det forhåbentlig nu også op for os dansker, hvad man i USA i mindst et års tid har været klar over, nemlig at ”There Be Squabbles Ahead” er en lille perle af et debutalbum. Stolen Babies fortjener i den grad at være denne måneds Clonebaby på dette site, så tjek dem ud pronto! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM