“Often copied, but never duplicated.”
Sådan står der i promo-materialet til comeback albummet ”Souls to Deny” med New York mest stilskabende death/grind maestros Suffocation. Mere præcist kan det næppe siges.

Efter at Suffocation gik i opløsning umiddelbart efter udgivelsen af mini-albummet ”Despise the Sun”, er det næsten væltet frem med bands, der i større eller mindre grad har kalkeret deres udtryk over den musikalske skabelon Suffocation nærmest egenhændigt skabte, og det har da også resulteret i en håndfuld overbevisende kloner i form af bands som eksempelvis Decrepit Birth og Spawn of Possession. Nu er Suffocation så blevet gendannet, og spørgsmålet er så, om de stadig kan levere varen og vise opkoblingerne, hvordan death/grind skal spilles her godt 6 år efter ”Despise the Sun”? Dumt spørgsmål…

Allerede efter jeg havde lagt ører til åbningsnummeret ”Deceit” var jeg ikke i tvivl; Suffocation er tilbage i vanlig brutal stil; over-the-top kompleksitet, total riff beherskelse og catchy dræberrytmer der detonerer om hovedet på den forsvarsløse lytter som havde man uforvarende begivet sig ind i et minefelt på en musikalsk krigsskueplads. Mageløst. 

Et af numrene hedder i øvrigt ”Demise of the Clone” og det lyder næsten som en hensigtserklæring fra bandets side om, at alle Suffocation klonerne godt kan berede sig på at Frank Mullen & Co. atter har tænkt sig at gøre krav på deres retmæssige death/grind trone, og når man først har oplevet sublime skæringer som ”To Weep Once More” og titelnummeret føler man sig overbevist om, at denne mission nok skal lykkes. 

På den afsluttende ”Tomes of Acrimony” er Keith DeVito (Jo, han ER i familie med Danny) indkaldt som gæstevokalist. DeVito hjalp jo i sin tid Suffocation på deres europaturne med Deicide, da Frank Mullen på det tidspunkt var indisponibel, og Keiths ædende onde vokal som man kender fra et andet klassisk New York band, nemlig Pyrexia, passer faktisk ligeså godt til Suffocations musik som Frank Mullens egen, så heller ingen beklagelser herfra hvad dét angår. 

I forhold til ”Despise the Sun” har Suffocation genfundet guitarsoloerne på ”Souls to Deny”, og selvom der ikke er så mange af dem er de til gengæld alle relevante og af så høj kvalitet, at man faktisk imod forventning ikke savner den oprindelige guitarist Doug Ceritto i nogen nævneværdig grad. Rent produktionsmæssigt kunne ”Souls to Deny” sagtens være indspillet for 10 år siden, men den klassiske tunge og nedstemte lyd passer egentlig perfekt til et band som Suffocation.

Ganske vist slår ”Souls to Deny” ikke hverken ”Effigy of the Forgotten” eller ”Pierced from Within”, men det er bestemt ikke fordi ”Souls to Deny” er ringe, men fordi de omtalte albums er regulære death/grind milepæle, og ”Souls to Deny” kan såmænd snildt hamle op med både ”Breeding the Spawn” og ”Despise the Sun”. Jeg ved godt jeg for kort tid siden var fremme og proklamere, at Kataklysm med ”Serenity in Fire” havde begået årets foreløbigt bedste death metal album, men man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt, og Suffocation har med deres comeback album efter min mening lagt sig solidt i spidsen i det kapløb. Det kan godt være at føromtalte bands som Spawn of Possession og Decrepit Birth efterhånden bider deres mentorer i haserne, men Suffocation har med ”Souls to Deny” bevist, at disse gamle garvede læderhalse stadig ved hvor skabet skal stå når vi taler klassisk US death/grind. Talentfulde erstatninger i mangel på den ægte vare er da meget godt, men personligt er jeg begejstret over at have ’The New York Copy-Killers’ tilbage i noget der i uhyggelig grad ligner storform! Demise of the Clones indeed! –byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM