suffocation – blood oath
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 03.07.09 Death metal Nuclear Blast/Warner Cincotta
 

Udover selvfølgelig at være en af fædrene til hele genren af brutal death metal, og derved også diverse undergenrer som deathcore, slam death og så fremdeles, står det almægtige New Yorker band Suffocation også for een af undertegnedes absolutte yndlingskiver, nemlig den mageløst onde ”Breeding the Spawn” (jo sgu!). Det er en plade som jeg desværre syntes ofte bliver overset til fordel for de, i mine ører, næsten lige så fede ”Effigy of the Forgotten” og selvfølgelig ”Pierced from Within”. Og hvad har den gamle traver, som ”Breeding the Spawn” rigtignok er (den er fra ´93), så med at gøre med dødskongernes brandnye ”Blood Oath”? Jo, ”Blood Oath” syntes nemlig at trække tråde tilbage tilbage til den tekniske, forskruede ekstremmetal som Suffocation praktiserede tilbage i start-midt halvfemserne, netop især ”Breeding the Spawn”.

Det er selvfølgelig glædeligt, især fordi jeg syntes de seneste Suffocation albums har været solide, men ikke særligt spændende. Nu er de heldigvis tilbage med et album der kombinerer den velkendte kompleksitet fra de gamle albums og den rendyrkede, ikke-så-meget-pis brutalitet fra deres ”Despise the Sun” EP. Det har resulteret i et rimeligt midt-tempo ud hele vejen igennem; hvis der er noget man straks savner er det et nummer eller tre hvor gaspedalen bliver trykket lidt mere i bund. Selvom man fart er lidt en mangelvare her, forholder det sig noget anderledes med tyngde. Numre som ”Undeserving”, ”Provoking the Disturbed” og især ”Dismal Dream” (som ville være et godt bud på en eventuel single) giver ikke lytteren meget ånderum, men hamrer tungt derudaf.

Anderledes varierede er numre som ”Cataclysmic Purification”, titelnummeret, ”Come Hell Or High Priest” og ”Pray For Forgiveness” der endnu engang viser at Suffocation sagtens kan klare sig uden Doug Cerrito til at håndtere en af økserne. Et par endog rigtigt fede breaks her og der, gør, sammen med de fantastiske soli, lytteoplevelsen endnu bedre – når de kombinerer en kort solo med et break i titelnummeret er det helt fantastisk, og lyder sagtens som noget der kunne være at finde hos Immolation eller lignende. Det er en kæmpe fornøjelse at høre på Suffocations tilbagevenden til de mere knudrede riffs iforhold til det, i mine ører, mere kedeligere guitarspil på de seneste udgiverlser.

Bassen er, som altid når det drejer sig om Suffocation, en ren fryd – tung og fyldig, og selvom Derek Boyer ikke ligefrem er nogen Chris Richards (der håndterede bassen på, ja, du gættede det – ”Breeding the Spawn”) er håndarbejdet lækker, og der er endda en lille bassolo eller to, skønt det ikke er nært så spændende som guitarekvivalenterne. Og så er der selvfølgelig Frank. Frank Mullen er legendarisk for sine sindssygt gutturale vokalpræstationer, men her på ”Blood Oath” kan man faktisk forstå det meste af hvad manden siger. Hans brøl er stadigt uhørt ondskabsfuldt, men meget hæsere end hvad man kender. Det klæder dog albummet, og om man foretrækker sin Suffocation dyb eller hæs er vel ikke meget andet end en smagssag; begger virker mere end glimrende,

Når alt kommer til alt er ”Blood Oath” en gennemsolid omgang teknisk, brutalt dødsmetal. Her er alt hvad hjertet kan begære af riffs, groove, brutalitet, interessant bas- og trommespil, og en dødlækker produktion. Jeg vil heller ikke være bleg for at udråbe ”Blood Oath” til den bedste omgang Suffocation siden ”Despise the Sun” – ja, den kan faktisk nok spille op på siden af EP’en! Desværre er udtrykket her på ”Blood Oath” i længden ikke spændende eller varieret nok til at komme op over ’bundsolid’; selvom både sangskrivning og teknisk udførelse imponerer, har man hørt det bedre før fra selv samme hænder, og den manglende variation i hastigheden gør at albummet næsten bliver dronende i længden. Og det er altså ikke helt godt nok fra en af verdens aller, allerbedste dødsmetalbands! Fire store fede C’er bliver det til i denne omgang. -bang


















Kom med kommentar i vores FORUM