I bølgerne af nyere hardcore-bands, der fra omkring årtusindeskiftet og frem har oplevet en rimelig succes, følger ofte forbandelsen, som hedder; to album – så er det slut. Hverken Give Up the Ghost, Have Heart, Ruiner eller Go It Alone krydsede tærsklen, og de er blot få eksempler. Med fire fuldlængder, et par ep'er og diverse 7” udgivelser har Terror vist sig ekstremt sejlivede.

Mere end noget andet er de da også bandet, der kalder en spade for en spade og dermed holder et imponerende stærkt fodfæste i den metalliske hardcore. Du ved, hvad du får, men der har også været en gradvis udvikling, som langsomt men sikkert fra ultra-brutale, stadig urimeligt seje ”Lowest of the Low” og frem til aktuelle ”Keepers of the Faith” har skubbet stilen i retning af større ønske om at smede ørehængere.

Undres man over titlen, er oprindelsen således; Raybeez, den nu afdøde frontmand fra Warzone – et skelsættende band i tidlig NYHC-lyd – var kendt for sin brug af 'keep the faith' udtrykket som leveregel. Som hyldest dertil centreres ”Keepers of the Faith” om at være stærk i troen på de simple værdier, der holder hjulene kørende for en. Hvad enten det er troen på hardcore-scenen, eller egne værdier og de valg man træffer i livet. For uindviede klinger det muligvis af Asbjørn Riis' gyldne 'Hold dig i form, spis sundt og tro på dig selv...YEAH!' råd, men ikke desto mindre har frasen haft oprigtig stor betydning for mange mennesker i årevis.

Så ligefremt som den leveregel er ”Keepers of the Faith” oftest en seriøst hårdtslående satan. Med Chad Gilberts produktion i ryggen leverer pladen en lyd så massiv, at den ville kunne skæres ud i blokke og stables op som fundament til en bygningskonstruktion i den tunge ende af skalaen. Terror er bedre end nogensinde før til at veksle imellem de energiske uptempo-passager og bølgerne af breakdowns, så pladen sjældent har røven plantet for længde på hver af den lille håndfuld siddepladser, genren stiller til rådighed. ”Your Enemies are mine”, ”Stay Free” samt ”The Struggle” er der virkelig drøn på, mens ”Return to Strength” og ”Defiant” besidder omtrent samme blyforede, velsvingende vibe som, da Madball var på toppen.

Andre numre er en smule foruroligende i kursen mod hymne-lignende omkvæd, der ikke ville være helt forkerte at kalde det dampende moshpits sidestykke til stadionrockens værste syndere. ”You' Caught” er ret slem, og selvom ”Hell and Back” går mere voldsomt til værks, er lyrikken svært stereotyp; 'Heart of a Lion / With steel in my chest / For the ones I love / I'll follow you to Hell and back'. Sikkert velment, men der går ren tegneserie i fraserne. I samme rille kører ”Only Death”, som også besværes med en guitarsolo, der trækker i hvinende flashy retning. Det skubber desværre ”Keepers of the Faith” nogle skridt væk fra de mest hidsige momenter, der fik forgængernes skarpt sydende bitterhed til at brillere og stå markant ud fra mængden.

Skal det endelig være denne stil, ser jeg stadig ikke den store grund til at styre uden om Terror, hvis man vil have et album, der holder det simpelt og sjældent lader kedlen løbe tør for damp. Blot savnes flere momenter, der koger helt over. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM