På The 3rd & the Mortals debutudgivelse, EP’en ”Sorrow” fra 1994, blev man for første gang præsenteret for bandets dunkle, men alligevel kuldegysende smukke version af atmosfærisk doom metal, som især pga. deres guddommelige sangerinde, den rødhårede og betagende ’alternative skønhed’ Kari Rueslåtten, skilte sig markant ud fra ud fra hvad der ellers rørte sig på metalscenen på det tidspunkt.

Senere samme år udkom så The 3rd & the Mortals debut full-length album “Tears Laid in Earth”, der fuldbyrdede de løfter om noget stort som ”Sorrow” lagde op til, for med ”Tears Laid in Earth” skabte The 3rd & the Mortal efter min mening ét af de absolut smukkeste og mest tidløse metalalbums der findes; en udgivelse som uden tvivl gav vital inspiration til senere mere polerede og kommercielle efterfølgere som Theatre of Tragedy, The Gathering, Tristania, Within Temptation og utallige andre. Men The 3rd & the Mortal var de første og lavede med ”Tears Laid in Earth” det mesterværk, som alle andre lignende udgivelser må finde sig i at blive sammenlignet med, selvom The 3rd & the Mortal den dag i dag noget ufortjent forbliver en velbevaret hemmelighed i bevidstheden på de fleste fans af nyere og uendeligt mindre begavede bands, der siden hen har forsøgt sig i den klichebefængte kvindevokalbaserede doom/atmosfærisk metalgenre.

Hele “Tears Laid in Earth” er én lang 66 minutters musikalsk rejse ind i norsk naturromantik, som for udenforstående må være selve essensen af det eksotiske Skandinavien; lige fra den indledende ”Vandring”, hvor Karis vokal får lov til at stå helt nøgen som en elverpige fanget i skovens skumring, og frem til den afsluttende ”Oceana”; en monumental 18 minutter lang frostdiset odyssé malende beskrevet med musikalske pastelfarver der langsomt fader ud til Karis lokkende sirenesang. Man må stadig den dag i dag forbløffes over det enestående høje niveau og det homogene udtryk The 3rd & the Mortal formåede at holde over et så langt album. 

Helt fortryllende er den 8 minutter lange ”Death-Hymn”, der langsomt udvikler sig i en mere og mere depressiv og eftertænksom retning, og hvor Kari til sidst får lidt sparsomt vokalt modspil i form af guitarist Finn-Olav Holthes ildevarslende recitation. Som titlen lidt indikerer, er nummeret ”Shaman” derimod en slags åndspåkaldelse med Karis ordløse messen som katalysator, mens den næsten ubærligt smukke ”Lengsel” på effektiv vis sætter Karis længselsfulde og skønhedssøgende stemme og lyrik op imod en simpel melodi kun spillet på bas. Mest udtalt heavy er måske den instrumentale indledning på ”Salva Me”, indtil Kari atter tager over, og nummeret igen falder tilbage til den patenterede The 3rd & the Mortal signaturlyd; en næsten overjordisk men alligevel helt jordbunden form for musikalsk ophøjethed.

På det efterfølgende The 3rd & the Mortal album ”Painting On Glass” tog musikken en drejning væk fra doom metal og over imod et mere eksperimenterende og Dead Can Dance inspireret lydbillede, samtidig med at Kari Rueslåtten blev udskiftet med Ann-Mari Edvardsen. Selvom ”Painting On Glass” har sine helt egne kvaliteter, og skønt Ann-Mari også er en ganske fantastisk sangerinde, mistede bandet alligevel lidt af sin traurige skandinaviske charme med stilskiftet og tabet af Karis kildevandsklare og i særklasse unikke vokal. Tjek i øvrig Karis fremragende første full-length soloalbum ”Spindelsinn” fra 1997 ud; et album der i nogen grad forfølger nogle af de samme stemninger, som også de mest afdæmpede af numrene på “Tears Laid in Earth” gør sig i. 

Hvor de fleste metal udgivelser typisk tager deres inspiratoriske udgangspunkt i et urbant storby eller forstadsmiljø, er ”Tears Laid in Earth” et meget mere pastoralt album, der i høj grad er farvet af den storslåede, men ofte barske norske natur; hos The 3rd & the Mortal har det skandinaviske tungsind og de melankolske og gråmelerede sindsstemninger farvet af vind og vejr deres helt egne poetiske og smukke kvaliteter kongenialt udtrykt igennem Karis højbårne, krystalklare stemme og igennem selve bandets monumentale og alligevel drømmende version af doom metal. Ud over regulære folk metal udgivelser tror jeg rent faktisk knapt nok der findes et metalalbum, der i mere udtalt grad end ”Tears Laid in Earth” indfanger en helt speciel nordisk stemning. Måske det bedste skandinaviske metalalbum nogensinde? I hvert fald med garanti ét af de smukkeste … -byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM