the burning - hail the horde  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 22.10.10 Thrash/groove metal Massacre/Target Bredahl
 

Jeg har ikke ligefrem været imponeret over The Burning i forbindelse med deres tidligere udspil. Bandet har et godt ry for deres energiske liveoptrædener, men den eneste gang jeg har set dem live, spillede de sammen med Dawn Of Demise på Templet i Lyngby. Sidst i The Burnings opvarmningset var det tydeligt for alle fremmødte, at Johnny Haven og Co. ikke helt kunne holde trit med Bjørn og Scott Jensens med rette berygtede drikketempo. The Burnings i forvejen ikke alt for overbevisende metal blev ikke bedre af, at især forsanger Johnny knapt nok kunne stå på benene efter det noget mislykkede forsøg på at kombinere sin vokalperformance med indtagelse af et betragteligt antal shots, som blev serveret fra siden af scenen.

På grund ovennævnte var mine forventninger til ”Hail The Horde” af overvejende negativ karakter. Pladens to første skæringer ”Godless” og ”Bait The Hook” er egentlig OK men gjorde ikke meget for at ændre på mit indledende indtryk. Derefter skal jeg hilse at sige, at Fanden tilsyneladende tager ved bandet. Allerede på pladens nummer tre, ”Flames Be Your Friend” er det som om, The Burning har vendt skråen og taget sig gevaldigt sammen. I hvert fald introducerer bandet efterfølgende et så sejt svingende og groovy lydbillede, at man som lytter går fra blasert pligtlytning til at spidse øren.

Fremdeles følger det ene overlegne nummer efter andet. Bedst er faktisk ”Wolf Moon”, hvor Nico fra Artillery medvirker på vokal. Et er, at ”Hail The Horde” rykker, gynger, groover og fænger, så det halve kunne være nok. Det er også ret godt gået, at de kan gøre et ganske melodisk nummer som ”Wolf Moon” så lytteværdigt og intenst, som tilfældet er. Apropos gæster er bemeldte Jensenbrødre fra Dawn Of Demise også med på råbe/growlekor på det såre veloplagte titelnummer, hvis omkvæd nok skal få fællessangen til at gjalde på The Burnings igangværende Headbangers Ball-turné.

The Burning har klart deres force i et både varieret og ørehængende powergroove, som de ikke har tyvstjålet fra Pantera, men som indiskutabelt ligger temmelig tæt op ad den lyd, de legendariske texanere udviklede og rendyrkede til perfektion i halvfemserne. I et nummer som ”Inverted Cross Syndrome” kommer jeg med det samme til at tænke på ”A New Level” med Pantera, ligesom en af versfraseringerne i ”Metamorphosis” lyder mistænkeligt meget som”Mouth For War” fra groove-klassikeren ”Vulgar Display Of Power”.

Var dette en dyst på originalitet og ikke en anmeldelse, stod ”Hail The Horde” til en gevaldig reprimande, men selv når The Burning kommer lige tæt nok på forbillederne, lyder det stadig så svinegodt, at de enkelte eksempler mere får karakter af anerkendende, musikalsk hilsner i retning af Phil Anselmo og Co. snarere end plagiat.

Derudover: I en tid hvor redskaber som protools, triggers, autotune og sound replacement er blevet lige så obligatoriske elementer i en indspilningsproces som guitar, bas og trommer, er det befriende, hvordan The Burning på ”Hail The Horde” har skudt en hvid pil efter denne moderne musikkosmetiks forskellige udtryk.

Jeg har faktisk ikke bemærket de småfejl, pladen ifølge bandet bærer præg af på grund af fraværet af disse udbredte teknikker til forskønnelse af musikken. Om der så er en sammenhæng mellem fraværet og den nerve, den sved og den intensitet, ”Hail The Horde” flyder over med, skal jeg lade være usagt, men det er hævet over enhver tvivl, at resten af den danske metalscene skal til at mobilisere de bedste ideer, hvis de skal bide skeer med The Burning i forhold til at lave årets bedste danske metaludgivelse. I mine ører er ”Hail The Horde” i hvert fald en oplagt kandidat, ingen bør sidde overhørig. -kragh

















Kom med kommentar i vores FORUM