På The Cleansings glimrende
debut, ”Poisoned Legacy” fra 2009, lagde selveste Martin Rosendahl
(Corpus Mortale, ex. Iniquity) stemmebånd til, da bandets egentlige
forsanger og primære tekstforfatter, Toke Eld, var for travlt
beskæftiget med at forsøge ikke at tabe sæben.
Nu er den danske døds-combo tilbage med opfølgeren ”Feeding the
Inevitable”, hvor Toke Eld genindtager sin retmæssige position som The
Cleansings frontmand, men ellers er resten af besætningen og den
musikalske opskrift mere eller mindre uændret siden sidst; guitaristerne
Jeppe Hasseriis og Andreas Lynge, bassist Mads Haarløv og trommeslager
Morten Løwe fodrer stadig lytteren med kompetent, knaldhård dødsmetal af
helt traditionelt tilsnit.
Ligesom ”Poisoned Legacy” i ”The Domino of Phantom Effects” havde et
nummer, der sprang i ørerne ved at være dét albums suverænt tungeste og
mest stemningsfulde komposition, har ”Feeding the Inevitable” en pendant
i form af ”Processed for Contamination”, der på samme vis skruer helt
ned for tempoet og tilsvarende op for tyngden. To andre numre, der også
skiller sig fordelagtigt ud på albummet, er ”Third Eye Staring” og den
afsluttende ”Crossroads”, der begge har en dejlig kværnende kvalitet
over sig; sidstnævnte byder i øvrigt på gæstevokal af Martin Leth
Andersen, guitarist Jeppe Hasseriis’ makker fra Strychnos. Apropos
Strychnos så har ”Feeding the Inevitable” ligesom Strychnos’ fede
”Undead Unsouls Unbound” EP fra tidligere i år ligeledes fået en tung og
organisk produktion, og det passer rent faktisk bedre til The Cleansings
version af old school death metal end Jacob Hansens noget mere polerede
lyd på ”Poisoned Legacy”.
The Cleansing hylder og rendyrker tydeligvis genrens oprindelige dyder
og er bestemt allerede nu iblandt Danmarks bedste death metal bands, og
kunne man lide ”Poisoned Legacy”, byder ”Feeding the Inevitable” på mere
af samme skuffe. Egentlige overraskelser kan The Cleansing med andre ord
måske ikke rigtigt prale af på deres 2. album, men det bundsolide og
yderst effektive håndværk kan der bestemt ikke rokkes ved. –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|