Der er et utal af såkaldte ’super-bands’, der florerer efterhånden. Nogen klarer sig godt, andre knap så godt, men tricket er, at bandene får kreeret en lyd så original, så man i sidste ende ser dem som et individuelt band og ikke et sideprojekt tilhørende til hovedbandet. Det kan være svært, for hvor mange har ikke sammenlignet Audioslave med Rage Against the Machine og Soundgarden; eller Velvet Revolver med Guns N’Roses og Stone Temple Pilots? Det er uundgåeligt og det kan være svært for et band at leve i skyggen af deres tidligere succes, for man vil jo gerne være en alsidig kunstner med et repertoire, der spænder vidt. Dog har de to ovenstående bands det til fælles, at deres nykreerede musik ikke veg langt fra deres tidligere lyd, hvorfor man utvivlsomt begyndte på sammenligningerne her og der, og det var sikkert derfor de respektive bands lige fik inkorporeret et cover eller to i deres live-sets. Historien er helt anderledes med The Damned Things, der på papiret er et af de mystiske sammensætninger længe set inden for ’super-band’- kategorien.

Inden pladen blev sendt til mig havde jeg allerede gjort et bekendtskab med bandet, da de spillede på Copenhell for et nok nærmere nysgerrigt end spændt publikum i juni sidste år. Men lad os hurtigt ridse op, hvem bandet består af, for de uindviede. Vi har Rob Caggiano og Scott Ian fra thrashgiganterne Anthrax; så er der Keith Buckley og Josh Newton (sidstnævnte er ikke med på pladen, men har spillet med live under hele forløbet) fra Every Time I Die; og endeligt fra Fall Out Boy, Andy Hurley og Joe Trohman. Det er intet under at de fremmødte til koncerten højst sandsynligt var mødt op for at se, hvordan dette overhovedet ville hænge sammen, for bandet havde også været sparsomt med at udgive noget inden koncerten, ”Ironiclast” udkom nemlig først sidst i 2010. Koncerten var en blandet fornøjelse, det virkede ikke rigtigt som om Buckley var særligt oplagt, og man fik følelsen af at han hellere ville være et andet sted. Men blot fordi man har stor respekt i tidligere bands, så betyder det ikke at denne respekt kan overføres uden videre – dog det skal ikke handle om koncerten, men om ”Ironiclast”.

Med det samme mærkes det, at The Damned Things er langt fra deres tre originale projekter. Det her er beskidt rock blandet med en god omgang blues, men ind i mellem kan man ikke undgå at fange små anerkendende nik til deres respektive bands. På ”Bad Blood” høres der kastanjetter/håndklap i omkvædet, noget der utvivlsomt kunne have været fra et Fall out Boy nummer. På titelnummeret, ”Ironiclast”, får man en smag på de tunge riffs, der kendetegner Anthrax, og man kan lige så godt lade det være sagt nu; det er guitarlyden, der er i højsædet på denne plade. Det er måske heller ikke så underligt, når det både er de to Anthrax-dinosaurer og Joe Trohman, der står for denne post. Der bliver skiftet mellem bluesede rockriffs, rockede bluesriffs og til tider får den lige en ekstra skalle, så man virkelig får valuta for pengene. Der er ingen tvivl om at der er kælet for guitardelen på ”Ironiclast”, men i sidste ende bliver det desværre for trivielt og ensformigt. I starten kan man ikke lade være med at blive imponeret over deres kunnen, men til sidst føler man, at man sidder og hører den samme plade to gange.

Gimmicks som kastanjetter/håndklap på ”Bad Blood” og lidt akustisk klimpren på ”A Great Reckoning” er da meget pudsigt de første par gange, men derefter bliver det måske en anelse for klichepræget. Ellers er rytmesektionen rigtig stærk. Andy Hurley beviste allerede i Fall Out Boy at han var en habil trommeslager og til tider kunne det måske godt mærkes, at han havde i sinde at trække bandet i en anden retning. Han virker i hvert fald til at være i sit rette element i The Damned Things. Hans spillestil er ikke lige så ’flashy’ som den til tider kunne være i Fall Out Boy, men den er præciserende og lægger et rigtig godt fundament for bandets tunge guitarlyd.

Keith Buckley har ligeså altid været en force i Every Time I Die med hans helt specielle råbende crooner-stil, der gav bandet det præg, der fik dem til at stå ud fra en horde af hardcore bands. Dette har han til dels lagt på hylden på ”Ironiclast”. I mellemstykket ”We’ve Got Situation Here” får man virkelig den velkendte lyd fra ETID både vokal- og musikmæssigt; Kravlende optakt som Buckley kan skrige sig hæs over. Det samme gør sig på titelnummeret og efterfølgende ”Graverobber”, men ellers er det småt med Buckleys råben, der i stedet har gjort plads til fordel for en pænere vokal. Der er stadig den snøvlende, til tider indifferente croon, som Buckley er så velkendt for, men alt der hedder råb og skrig har fået en minimal plads i denne.
”Ironiclast” kræver et par gennemlytninger før den rigtig åbner sig, men den er en vis charme over dens blues/rock lyd, der desværre også kan blive en anelse ligegyldig i længden. Den gør sig rigtig godt som baggrundsmusik, hvor den til tider fanger din opmærksomhed, men der er ingen tvivl om, at det her ikke er en plade, der er skabt til dybe gennemlytninger. Til en fest, hvor man gerne vil høre lidt tråd, men ikke fremmedgøre resten af festens deltagere, er den derfor perfekt. Den er catchy til tider, især ”Bad Blood” burde give anledning til en svingom eller to. Dog er der stadig en lille hage ved denne plade, der er svær at se bort fra.

Problemet er at Every Time I Die fans vil se The Damned Things som et sellout projekt; Fall Out Boy fans vil nok ikke forstå det, og har sandsynligvis allerede fundet et andet teenpopcore band, de kan spenderes deres tid på; og Anthrax fans har højst sandsynligt ikke opfattet, at dette projekt er blevet til, fordi de nok stadig lever i deres 80’er boble. Det er måske en anelse hårdt at blive ved med at trække på disse bands, men når de er så prominente indenfor deres respektive genrer, så er det svært at lade det ligge hen. Det er synd, for bandet har originalitet nok i deres musik, men deres andre bands er svære at ryste af sig. Fall Out Boy og Anthrax er en mystisk blanding, men i dette tilfælde må man lade sine fordomme om det ene eller det andet ligge og i stedet huske, at det kun handler om musikken. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM