Objektet for denne ClassiC anmeldelse var undertegnedes absolutte yndlingsalbum i godt 5 år, indtil Arcturus’ ”La Masquerade Infernale” vippede det af pinden, men selv den dag i dag vil jeg stadig placere The God Machines enestående debutalbum ”Scenes from the Second Storey” iblandt de 3-5 bedste rock/metal udgivelser, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at opleve. 

The God Machine var en amerikansk alternativ metal/rock power-trio bestående af Robin Proper-Sheppard, Ronald Austin og Jimmy Fernandez der ved hjælp af samples, strygerarrangementer og forskellige gæsteinstrumentalister som krydderi på forunderlig vis formåede at skabe et musikalsk udtryk af knugende massiv, gotisk ophøjet og næsten metafysisk karakter, selvom fundamentet egentlig bare var noget så basalt som trommer, bas og guitar. At ”Scenes From the Second Story” rent faktisk var et debutalbum virker set i bakspejlet som noget nær en umulighed; ALT på dette album er så tight, organisk og nærmest symbiotisk sammenspillet, at man umiddelbart ville skyde på, at The God Machine var garvede rotte i faget med en vægtig diskografi bag sig. 

På albummets åbningsnummer “Dream Machine” starter God Machine ud med et stykke samplet dialog fra Bernardo Bertolucci’s film ”The Sheltering Sky” fra 1990; en sample Neurosis i øvrigt også benyttede på åbningsnummeret ”Lost” fra deres ”Enemy of the Sun” album:

’Are you lost ?’
‘Yes.’
‘Because we don't know when we will die, 
we get to think of life as an inexhaustible well. 
Yet everything happens only a certain number of times. 
And a very small number, really... How many more times 
will you remember a certain afternoon of your childhood, 
an afternoon that was so important that you can't even 
conceive your life without it? Perhaps 4 or 5 times. 
How many more times will you see the full moon rise, 
perhaps 20, perhaps not even that. And yet it all seems limitless.’

Herefter muterer “Dream Machine” hurtigt over i noget af det mest knugende og vrantne tungrock, man kan forestille sig, og den tendens fortsættes på de efterfølgende 3 forrygende numre “She Said”, ”The Blind Man” og ”I’ve Seen the Man”. Først på ”The Desert Song” viser The God Machine deres ligeledes veludviklede evne til at kunne male lydbilleder så drømmende smukke og delikat meditative, at man næsten helt glemmer at trække vejret.

Det ligeledes underskønne nummer ”Home” begynder med en sample fra kompositionen “Pilentze Pee“ med det prisbelønnede og fantastiske bulgarske kvindekor Le Mystère des Voix Bulgares (som nu hedder Angelite), hvorimod skæringen ”Temptation” er en slags skummel og dronende instrumental støjrock improvisation optaget live. 

Det uomtvistelige, endegyldige klimaks på ”Scenes From The Second Storey” er dog den godt 16 minutter lange ”Seven” der langsomt og metodisk bygger op til et øredøvende, næsten suggestivt støjcrescendo ca. 9 minutter inde i nummeret, hvorefter der nænsomt fades ud med noget hypnotisk klarinetspil der bringer mindelser om Maurice Ravels notoriske ”Bolero”. Klarinetten spilles i øvrigt af Ian Bishop fra bandet Rosa Mota, hvis ganske fortræffelige debutalbum ”Wishful Sinking” Robin Proper-Sheppard rent faktisk producerede. Den ene tjeneste er vel den anden værd.

På ”Purity” er nummerets åndeløst smukke, nærmest neo-barokke strygerarrangementer dirigeret af Nick Ingman der bl.a. også har hjulpet Portishead med lignende arrangementer på deres seneste par udgivelser, og herefter afsluttes albummet med noget afdæmpet klaverspil på skæringen med den indlysende titel ”The Piano Song”. 

Anmelderen Søren Pold skrev efter The God Machines monumentale og fænomenalt intense optræden på Roskilde festivalen 1993 følgende: ’The God Machines energi er som et kernekraftværks og de nedsmeltede i et kollektivt Tjernobyl, der lagde store dele af min bevidsthed aldeles tom.’ Den beskrivelse er egentlig ret dækkende for det indtryk, man sidder tilbage med efter at have lyttet til ”Scenes From the Second Storey”; et indtryk som ellers kan være svært at formulere i ord. Hvis man kan forestille sig en eksplosiv kombination af midt-80’er Metallica aggression, støjrock á la The Jesus and Mary Chain/My Bloody Valentine, tung og symfonisk goth rock i lighed med Fields of the Nephilim samt lidt eksperimenterende alternativ hardrock ikke ulig Jane’s Addiction, ja så vil man være lidt tættere på sandheden om The God Machines musikalske udtryk men dog alligevel så langt fra! The God Machine skal helst opleves på krop og sjæl.

Sanger, komponist, guitarist og tekstforfatter Robin Proper-Sheppard har langtfra verdens teknisk bedste eller mest velartikulerede vokal, men han bruger den til gengæld på yderst dramatisk og ekspressiv vis, lige fra de mest desperate, vrisne og frustrerede udladninger til den mest grådkvalte og neddæmpede mumlen. At manden så efter min mening samtidig er én af de bedste lyrikere den tunge musik nogensinde har fostret er bare den sidste prik over i’et. Man TROR på manden.

Umiddelbart efter afslutningen af de optagelser der skulle blive til The God Machines svanesang, nemlig album nummer 2, ”One Last Laugh In A Place Of Dying”, døde bassist Jimmy Fernandez den 23. maj 1994 af en pludseligt opstået kræftsvulst i hjernen. Albummet blev efterfølgende dedikeret til Fernandez og udgivet helt sparsomt i hvidt og uden billeder eller bandets navn påført, men med blot et ’Thanks to all those who still believe’ påtrykt bag på coveret. Stadig i chok og sorg over Fernandez´ pludselige og meningsløse død valgte Robin Proper-Sheppard og Ron Austin at opløse The God Machine for evigt, og The God Machine måtte dermed i al fremtid affinde sig med en skæbne som en af den tunge rocks/alternative metals kultagtige undergrundskuriositeter. 

‘The only thing I was really beginning to identify with was our music, and now our music has essentially ceased to exist, or the band identity has ceased to exist.’ ~ Robin Proper-Sheppard

Efter snart sagt enhver standard er ”One Last Laugh In A Place Of Dying” et ganske sublimt album, men sammenlignet med ”Scenes From the Second Storey” blegner det trods alt, men det gør 99,9 % af alle andre udgivelser såmænd også efter min mening. Det intensitets og kvalitetsniveau The God Machine formår at holde på 13 numre og en spilletid på knap 80 minutter er næsten skræmmende, og efter at have hørt ”Scenes From the Second Storey” igennem i sin helhed føler man sig udmattet og drænet for energi, men også underlig renset som om man har været underlagt en eller anden kathartisk form for lydterapi. På en 13-skala fortjener The God Machines debut et 14-tal! Mindst. 

Både Robin Proper-Sheppard og Ron Austin har i dag base i London; Austin producerer og instruerer film, mens Proper-Sheppard har udgivet en lille håndfuld fornemme albums med sad-core bandet Sophia; alle udgivet på selskabet The Flower Shop Recordings, som han såmænd selv ejer. 

Skulle man imod forventning være så umanerlig heldig af falde over enten CD-udgaven eller dobbelt-LP versionen af den for længst udgåede ”Scenes From the Second Storey”, er det bare med hurtigst mulig at få et eksemplar skrabet hjem til samlingen. The God Machine var unikke, og ”Scenes From the Second Storey” er et debutalbum af de helt, HELT sjældne! 

‘Have you ever held something beautiful and know that it will eventually die?’ ~ “The Blind Man”
R.I.P. Jimmy Fernandez. R.I.P. The God Machine -byrial



Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM