Det har aldrig skortet på ambitionerne hos tyske The Ocean, der på trods af sin officielle status som ”kollektiv” mere virker som en slags musikalsk legestue for guitarist og sangskriver Robin Staps. Mandens talent og produktivitet kan man kun have respekt for. Hans bestræbelsers foreløbige højdepunkt var ”Precambrian” fra 2007, en monumental dobbeltudgivelse, der tog bandets udgangspunkt i atmosfærisk post-hardcore og tilføjede læssevis af nuancer i form af strygere, blæsere og så videre, alt imens det lyriske koncept omhandlede jordens skabelse og forhistoriske tidsperioder. Ja, det er sgu ikke ligefrem Mötley Crüe det her. Nærværende album er således første del af to, der beskæftiger sig med religion og menneskets forhold til dette - eller, det er i hvert fald umiddelbart hvad jeg har opfanget fra de alenlange beskrivelser af albummet, som både bandet selv og andre anmeldere har offentliggjort. Nu er storladne lyriske koncepter ikke just min kop the, så med mindre musikken virkelig taler til mig – som den gjorde på ”Precambrian” – har jeg svært ved at finde incitament til at undersøge dem dybere. Og desværre er der ikke meget på ”Heliocentric” der siger mig noget.

Der åbnes ellers lovende med ”Firmament”, der er et ganske spændende og afvekslende nummer. Måske er jeg tosset, men jeg synes at høre en stærk Tool-agtig vibe i det. Bandets nye forsanger skiftevis synger, brøler og messer sig igennem nummeret og vekselvirkningen fungerer glimrende, men allerede her er det slående at den rene vokal er i højsædet i forhold til bandets tidligere udgivelser. Faktisk er ”Heliocentric” i høj grad båret af vokalen – og netop derfor er det beklageligt at Loïc Rosetti (som bandet nye forsanger altså hedder) ikke er den største sanger. Det har sin charme på netop ”Firmament”, men det bliver meget hurtigt et irritationsmoment, især på ”Ptolemy Was Wrong” og ”Epiphany”, hvor vokalen svæver højt over den sparsomme instrumentering. Begge numre er desuden glimrende eksempler på albummets totale lavpunkter, da de ganske enkelt er kedelige, småkvalmende og fuldstændig blottet for fængende melodier. Omvendt har vi numre som førnævnte ”Firmament” og ”Metaphysics of the Hangman” der ligger sig i den anden grøft og blander stærke melodistykker med tungere bund og atmosfæriske rockstykker. Faktisk holdes de mest aggressive tendenser på ”Heliocentric” i et nogenlunde rocket og passivt tempo, uden på noget tidspunkt at blive ekstreme eller udfarende. Af samme grund mister man som lytter hurtigt interessen, på trods af de svulstige arrangementer og den kreative brug af klassiske instrumenter.

Udover nævnte højde- og lavpunkter ligger resten af pladen i området ”blød mellemvare”, hvor intet rigtig fænger eller indbyder til videre fordybelse, men heller ikke ligefrem fornærmer lytteren. Jeg er klar over, at dette kun er første del af bandets storslåede religions-værk og det er muligt, at anden del kommer til at give mig et andet perspektiv på ”Heliocentric”, men umiddelbart skuffer denne skive fælt ovenpå den mesterlige forgænger. Man må respektere The Ocean for at gå nye veje og på den vis polarisere både fans og presse, men ultimativt er bandet faldet en smule i min agtelse ovenpå denne udgivelse. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM