Nyd lige det cover-artwork!
Allerede inden man har hørt en eneste tone fra texanske The Swords nye og 3. album ”Warp Riders”, er man venlig stemt alene pga. det stemningsfulde cover-artwork (lavet af den for mig ukendte kunstner Dan McPharlin), der minder om noget, Roger Dean kunne have lavet til et hidtil ukendt album med 70’ernes prog.-rock konger i YES! Og lad det da bare allerede nu være sagt at begejstringen ikke i noget omfang bliver mindre, når musikken først spiller; snarere tværtimod!

Apropos 70’er prog.-rock og genrens forkærlighed for elaborate konceptalbums forfølger ”Warp Riders” noget så ’utrendy’ som en gennemgående storyline, der knytter de enkelte numre sammen i en spaced out science-fiction agtig historie. Også rent musikalsk placerer The Sword sig helt udenfor tidens trends med et nyt album så tidløst og klassisk i udtrykket at ”Warp Riders” sikkert ville være oplevet som ligeså cool i går, som det gør i dag og som det efter al sandsynlighed vil gøre det igen i morgen (og i lang tid fremover).

Hvor The Sword på debuten, ”Age of Winters” fra 2006, blandede stoner-metal med inspiration fra den doomy 70’eres tungrock, syntes der at være flere afsmitninger fra traditionel 80’er metal på det generelt mere uptempo “Gods of the Earth” udspil fra 2008. På ”Warp Riders” er udtrykket som sagt blevet mindre let entydigt at fæstne til en eller anden tidsperiodes lyd; The Sword anno 2010 befinder sig indkapslet i deres egen tidslomme højt hævet over såvel musikalske modeluner som nostalgisk, retro-agtig bagstræberi.

Lidt firkantet kan man måske sige at hvor The Sword tidligere var et metalband, der spillede med et beskidt rockdrive, er der nu snarere tale om et beskidt rockband, der til tider spiller med et metallisk drive; en subtil forandring som måske nok på papiret kan fremstå som en kommerciel udvanding af udtrykket, men som i praksis virker helt overvældende godt. Så vellykket som ”Warp Riders” tager sig ud, kan jeg ikke se, hvorfor gamle fans af bandet i noget stort omfang skulle falde af i svinget, samtidigt med at The Sword med det nye album med lidt held burde kunne få et helt nyt, mere rock-orienteret publikum i tale; folk som ellers mest lytter til bands som Queens of the Stone Age og ting i den dur.

Selv sanger og guitarist John D. Cronise, som aldrig fra naturens side har været udstyret med nogen stor stemme, lyder på ”Warp Riders” bedre og mere ’på hjemmebane’ end tidligere; noget der allerede bliver tydelig på den helt uimodståelige ”Tres Brujas”; albummets første nummer efter den instrumentale indledning. Udover mandens forbedrede vokal viser ”Tres Brujas” (som der i øvrigt just er lavet en fabelagtig video til) også Cronises beundringsværdig evne til at fyre nogle af den tunge rocks pt. svedigste og mest effektive riffs i af; noget resten af albummet også giver rig lejlighed til at nyde. Det betyder imidlertid ikke at der ikke også er plads til små lækre detaljer midt i riff-o-rama’et som eksempelvis den diskrete brug af orgel på højdepunktet ”Lawless Lands” (i øvrigt spillet af producer Matt Bayles) og tamburin/kobjælde kombinationen på ”Night City”.

At The Sword ikke helt har glemt deres fortid, viser den tunge, doomy start på ”The Chonomancer II: Nemesis”, mens den instrumentale ”Astraea’s Dream” nok er det tætteste, The Sword kommer på et regulært metaludtryk på ”Warp Riders”; alt i alt er der noget for enhver smag på albummet.

Hvis ”Warp Riders” måske lige knap er blandt årets mest kunstnerisk udfordrende udgivelse, er albummet til gengæld et af de absolut mest underholdende og involverende; et album hvis kvaliteter burde tiltale langt hovedparten af Clonemetals læsere. Derfor tøver jeg ikke med at anbefale den nye The Sword udgivelse uden forbehold; rock/metal på den store (sværd)klinge! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM