Efter at det kontroversielle band Carnivore gik i opløsning, dannede forsanger Peter Steele som bekendt Type O Negative og udgav i 1991 det rå og meget Carnivore inspirerede debutalbum ”Slow, Deep And Hard”, der dog også introducerede nogle tungere, mere doomy elementer som trods alt ikke var at finde i Carnivores noget mere primitive i hardcore baserede musikalske udskejelser. 

To år senere skulle Type O Negative så for alvor træde i karakter som band med deres efter min mening stadig til denne dag bedste album, nemlig ”Bloody Kisses” fra 1993; en udgivelse som for mig står som dette års absolutte metalliske højdepunkt. De to første geniale numre på albummet, ”Christian Woman” og måske især ”Black No. 1 (Little Miss Scare-All)”, viser hvor meget Type O Negative havde vokset som musikere og sangskrivere siden ”Slow, Deep And Hard”; dog uden at miste den specielle ironisk/sarkastiske tone i specielt Steeles tekster. I ”Christian Woman” drager hovedpersonen f.eks. på kynisk vis fordel af sin lighed med Jesus Kristus overfor en troende kvinde, mens ”Black No. 1 (Little Miss Scare-All)” på meget rammende vis tegner et billede af alverdens stereotype goth tøser. 

Det 10 minutter lange titelnummer ”Bloody Kisses (A Death In The Family)” er dog albummets monumentale omdrejningspunkt med sit sygeligt depressive og næsten suicidale udtryk, men også den efterfølgende ”Too Late: Frozen” har nogle sublimt dystre passager af stor isnende skønhed. Lidt lystigere går det for sig på de i Type O Negative regi lidt mere upbeat numre som “Summer Breeze”, “Set Me On Fire” og “Blood & Fire”, der skaber en god kontrast til de netop nævnte skæringer. Det massive, næsten 75 minutter lange album lukkes og slukkes smukt med ”Can’t Lose You” til tonerne af en melankolsk citar og ’The Brooklin Philharmonic Orchestra’.

Rent musikalsk er ”Bloody Kisses” en særskøn blanding af den doomy tyngde fra Black Sabbath og den mørkmelodiske, keyboardbaserede lyd fra et band som The Doors, med Peter Steeles dybe barytonvokal og Josh Silvers keyboardarrangementer som de naturlige fikspunkter. Nogle af vokalarrangementerne har endda i mine ører en smule The Beatles præg over sig til tider.

Helt glemme de primitive provokationer fra Carnivore dagene kunne Steele dog ikke dy sig for på to af numrene på ”Bloody Kisses”; nemlig på “Kill All The White People” og ”We Hate Everyone”. I ”We Hate Everyone” lyder det bl.a: ‘Lies and slander in vain try to shame us/Riots, protests, violence just makes us famous/TV interviews, free publicity/Increase record sales dramatically’, og som der så malende står beskrevet til sidst i Steeles noget alternative takkeliste på albummet: ’The European left for making me so rich & famous. Eat shit - white trash media lackeys. Fuck you and your weak world. Die.’ Så skulle dét vist være på plads…

En del Type O Negative fans synes åbenbart på grund af netop disse to sidstnævnte numre ikke at ”Bloody Kisses” er Type O Negatives bedste eller mest homogene album, og mht. det homogene kan de måske have ret. Den næsten ligeså fede efterfølger, ”October Rust” fra 1996, er da også et noget mere ’stilrent’ og egalt album, men alligevel synes jeg nu den noget mere flagrende udtryk på ”Bloody Kisses” har sin helt specielle charme. Under alle omstændigheder indeholder ”Bloody Kisses” jo ”Black No. 1 (Little Miss Scare-All)”, som sikkert altid vil forblive mit yndlingsnummer med Steele & Co. Bag på ”Bloody Kisses” står der skrevet med giftiggrønne bogstaver: ’Don’t mistake lack of talent for genius’, men i tilfældet Type O Negative er der intet at tage fejl af; bandet lavede en tungmetallisk evergreen af et album med ”Bloody Kisses”. Non More Negative. -byrial 

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM