Selvom bandet har svært travlt med at fortælle omverdenen at Unearth ikke længe har noget med hele Metalcore trenden at gøre, så jeg har nu meget svært ved at se, at man på nogen måder kan kategorisere bandet og dets musik på nogen som helst anden måde. I bund og grund er det jo også fuldstændigt ligegyldigt, det som tæller må være musikkens kvaliteter og dem har Unearths udtryk bestemt mangel af. 

Med base i Massachusetts, som bedst kan beskrives som et knudepunkt for hele den "nye" metalscene i USA, har Unearth udgivelse for udgivelse flyttet sig fra undergrunden og op til et breddere publikum, indtil videre med kulmination i albummet "The Oncoming Storm" fra 2004 som har rundet de 125.000 solgte eksemplar i hjemlandet. Dermed er Unearth også blevet et af de absolutte bannerfører indenfor en afdelingen af den moderne metal scene som allerede for længe siden er blevet overbefolket. 

"The Oncoming Storm" var båret frem af store guitarharmonier med tykke referencer til melo-death spekteret rørt op i en ikke alt for stærk kop HC the. Hits som "Zombie Autopilot" og "Black Heart Now Reign" var stærkt fængende, men med en ikke voldsom stor holdbarhed, da helheden lidt for let fandt vej igennem fordøjelsessystemet. På "III : In The Eyes Of Fire" har missionen tydeligvis været en anden for medlemmerne i Unearth, som udover at være blevet bedre musikkere også har indset at menuen i denne omgang skulle indeholde flere metalliske fibre. 

Det er bestemt lykkes Unearth at få sat en kurs hvor næven bliver banket noget hårdere og hurtigere i bordet, samtidigt med at især arbejdet på guitarene gør store kvalitetsmæssige fremskridt, riffstrukturne er blevet mere varieret ligesom de har fået en het anden fylde og skarphed i Terry Dates produktion. Netop produktionen hæver klart "III : In The Eyes Of Fire" over forgængeren som led under en underlig vindtunnel-agtig lyd som aldrig opnåede jordforbindelse. Unearths musik har fortsat gode kompositioner som rygrad, men i forhold til "The Oncoming Storm" så er det melodiøse rykket noget i baggrunden.

Skal man pege på hvad der er hot og (s)not på "III : In The Eyes Of Fire" så står tracks som "The Devil Has Risen", "This Time Was Mine" og "So It Goes" ud positivt som medrivende stykker aggressivt Metalcore, hvor genrens ellers udpinte virkemidler som breakdowns og harmonier doseres ganske fremragende. På negativ siden bliver jeg nød til at nævne forsanger Trevor Phipps' til tider lidt anstrengende vokal, det er især de jævnligt brugte passage med opråb som efter få gennemlytninger begynder at virke belastende for udtrykket. Mandens kompetencer indenfor aktiviteten "skrig" fejler absolut intet, så det er lidt ærgeligt med disse lavtgående udsving. 

Med "III : In The Eyes Of Fire" har Unearth begået endnu et solidt album, som dog i den sidste ende ikke hæver sig væsentligt over resten af diskografien. Bandet formår at gå behændigt udenom de største fælder nu hvor det store hul til publikum er ved at være slået ind. Det nye album har mange kvaliteter, men alligevel har Unearth stadig et godt stykke vej op til eliten indenfor Metalcore, som i dag udgøres af navne som Darkest Hour, Agony Scene og Heaven Shall Burn. -and

Kom med kommentar i vores FORUM