vomitory - opus mortis viii
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 2011 Death metal Metal Blade/Target Hansen
 

Alene vurderet på baggrund af navnet synes Vomitory ikke at tilhøre til den mere progressive del af death metal-scenen. Videre innovative har svenskerne da heller ikke været på deres forrige udgivelser. Men hvad bandet evt. måtte mangle af nytænkning, har de til gengæld reddet hjem på en paradoksalt nok både groovy, fængende og yderst brutal version af svensk death metal, som bandet bl.a. luftede på deres – synes jeg – ret vellykkede 2007-udspil ”Terrorize, Brutalize, Sodomize”.

Af samme årsag mente jeg nok, jeg kunne stille lidt forventninger til deres seneste ”Opus Mortis VIII”. Den går da også stilsikkert i gang med åbneren ”Regorge In The Morgue”, som rykker forbilledligt grundet en fin blanding groove og brutalitet. Det giver god mening at lægge ud med om ikke det stærkeste så i hvert fald et af pladens stærkeste kort. Det er bare ret uheldigt, når det kun går ned ad bakke efter ”Regorge In The Morgue”. Hvor Vomitory eksempelvis på ”Terrorize, Brutalize, Sodomize” hele pladen igennem holdt et højt niveau men mange højdepunkter, mangler ”Opus Mortis VIII” numre, der skiller sig ud ved at være stærkere end gennemsnittet eller på anden vis bryde monotonien.

”Opus Mortis VIII” er på ingen måde ringe, men udover at svenskerne holder sig ufravigeligt til kendt genreland, hvilket er helt fint, hvis bare det rykker, så mangler pladen en større mængde af de riffs, rytmer, hooks, etc., som har fået mig til at spidse øren tidligere i Vomitorys karriere. Bortset fra ”Shrouded In Darkness” og ”Hate In A Time Of Winter”, som med deres lidt mere afdæmpede tempi skiller sig ud fra mængden, kører pladen vel meget i samme rille, hvilket kan blive lidt trættende at lytte til i længden.

Retfærdigvis skal det siges, at bandet også scorer points med de to afsluttende numre ”Combat Psychosis” og ”Requim For The Fallen”. Ingen af numrene har klassikerpotentiale, men de lyser op i en ellers lidt anonym sangkontekst, og de demonstrerer Vomitorys ubestridelige talent for at tømre fængende death metal-numre sammen.

Følgelig: Hvis ikke Vomitory fremadrettet skal drukne i mængden af ensporede dødslarmerbands, og dem er der sandt for dyden rigeligt af, skal d’herrer blive bedre til at sortere skidt fra kanel. ”Opus Mortis VIII” er for rig på førstnævnte til, hvilket tenderer til at overstråle de lyspunkter, pladen trods alt indeholder. -kragh

















Kom med kommentar i vores FORUM