Man kan sige meget (og herunder følger også en mindre ordflom), men det amerikanske deathcore-band Whitechapel er med Phil Bozeman på vokal udstyret med en af ekstremetalscenens pt. sejere growlere. Selvom han ret beset er noget klejn af statur, skal man ikke skue hunden på hårene, for når han åbner munden lyder det – også live – som om, porten til helvede bliver svunget op på vid gab, hvilket tilhørerne på den nys overståede Copenhell-festival i København kunne forvisse sig om.

Desværre har jeg ikke så rasende meget andet pænt at sige om Whitechapel. Bandet er fra Knoxville Tennessee, USA og angiveligt opkaldt efter den Londonbydel, hvor den notoriske, engelske seriemorder Jack The Ripper efter på bestialsk vis at have taget utugtige fruentimmere af dage efterlod dem i sønderlemmet tilstand.

Nok kan for mange kokke fordærve maden, men med hele tre guitarister skulle man ellers tro, det nok var muligt at skrue et interessant metalnummer eller to sammen. Isolerer man musikkens elementer er der egentlig heller ikke noget at udsætte på de enkelte sangkomponenter: Som sagt fungerer Phil Bozemans grumme growls yderst upåklageligt, Ben Savage, Alex Wade og Zach Householder lader intet tilbage at ønske på guitarfronten, ligesom rytmesektionen – Gabe Crisp og Kevin Lane på henholdsvis bas og tønder – heller ikke kan lastes for misligholdelse af almindelige ekstremmetalkonventioner.

Efter min mening består problemet i, at ”A New Era Of Corruption” aldrig som helhed rykker en tøddel – hist og her tager jeg mig selv i at tænke, at ”lige det der lød da egentlig OK”, men det er en forbigående oplevelse, og det bliver på intet tidspunkt til mere end det. De enkelte elementer i et puslespil behøver heller ikke at fejle det mindste, men samles de forkert, bliver resultatet derefter. Whitechapels musik kan muligvis ikke lignes med et puslespil per se, men musikken er for mig lige så rodet, ufokuseret og intetsigende som 1000 på må og få sammensatte brikker. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM