Der findes vel ret beset to slags ‘retro’-bands. Den for mit vedkommende uinteressante slags der hægter sig på et eller andet bedaget musikalsk udtryk, som af en eller anden grund pludselig er blevet ’hipt’ igen, for så blot på rent overfladisk manér at rykke videre, når der blæser andre og mere moderigtige vinde. Den potentielt mere interessante slags er, når assimilationen af en tidligere æras lyd og stil er så indgroet, ægte og naturlig at man skulle tro at bandet havde været nedfrosset i en tidskapsel i X antal år og måneder.

Svenske Witchcraft tilhører i sandhed sidstnævnte kategori, hvilket man med al ønskelig tydelighed kan forvisse sig om på deres nye og tredje studiealbum ”The Alchemist”. I tilfældet Witchcraft er det hardrock/heavy fra tiden i slutningen af 60’erne/starten af 70’erne, der er hovedinspirationen; afsmitning fra den gryende beton/syrerock scene i US med bands som Blue Cheer, Iron Butterfly, Mountain og især Pentagram blander sig med elementer fra klassiske engelske konstellationer som Cream og selvfølgelig Black Sabbath. Ikke just en original opskrift, men INGEN rammer efter min ydmyge mening denne kombination med samme overbevisning i år 2007, som Witchcraft gør!

Forrige Witchcraft album, ”Firewood” fra 2005, er i løbet af det sidste 1½ års tid blevet genstand for noget nær afgudsdyrkelse i The House of Byrial, så forventningerne til ”The Alchemist” har været næsten urimeligt høje. Heldigvis har Witchcraft formået at udgive en opfølger til ”Firewood”, der i al, al overvejende grad lever op til forventningspresset. Forsanger og guitarist Magnus Pelander lyder stadig som var han Bobby Leiblings (forsanger i Pentagram) uægte søn, og i samarbejde med producer Tom Havaka har Witchcraft fremmanet en 100 % vintage rock’n’roll lyd baseret på gammelt rør-baseret optageudstyr, og resultatet er blevet det mest autentiske og organiske sen 60’er/start 70’er lydbillede, der tænkes kan. Ren nostalgi, oh fryd!

Højdepunker? Det er vist nemmere at nævne lavpunkterne på ”The Alchemist”, for der er sgu ikke rigtigt nogle! Der startes med den uimodståelige hardrocker ”Walk Between the Lines”, efterfulgt af en genindspilning af den fantastiske ”If Crimson Was Your Colour”, der i sin oprindelige tunge form blev udgivet på en 7” LP, og derefter trakteres man med den blues-baserede ”Leva”, der lunter fremad på herlig skødesløs manér, mens Magnus Pelander pludselig på charmerende vis synger på modersmålet. Også starten på ”Samaritan Burden” er lige i øjet med sin suveræne tromme/percussion indledning, der næsten lyder som noget fra de første skælsættende albums med Santana Band fra starten af 70’erne, mens ”Hey Doctor” til gengæld er en total gang Black Sabbath worship udført til ug med kryds og slange. På det godt 11 minutter lange afsluttende titelnummer bidrager Tom Havaka med lidt krydderi i form af pumpeorgel og mellotron, hvilket giver denne digre komposition et let prog.-rock udtryk ikke helt ulig lydbilledet på de første par King Crimson albums, og det er selvsagt ikke noget undertegnede beklager, da netop disse King Crimson mesterværker er blandt denne anmelders absolutte favoritter.

Et par små ’skønhedsfejl’ forhindrer måske ”The Alchemist” i helt at matche den sublime ”Firewood”; saxofonen til sidst på det ellers møg fede nummer ”Remembered” virker underlig malplaceret, den åbenbart obligatoriske ’venteslutning’ er helt overflødig, og desuden virker albummet med sine små 40 minutter en smule for kort. Nu var ”Firewood” som sagt i mine ører en næsten urimelig svær udgivelse at leve op til, så at ”The Alchemist” trods alt næsten rammer samme superbe niveau er bare yderligere en grund til at knuselske disse herlige svenskere! Witchcraft bør være enhver retro-rockers våde drøm, og ”The Alchemist” er efter denne signaturs mening helt som ventet et af årets absolutte højdepunkter. At investere, folkens! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM