woods of ypres - woods 5: grey skies & electric light
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2012 Gothic metal/Doom Earache Records Fryer
 

Canadiske Woods of Ypres’ nye plade ”Woods 5: Grey Skies & Electric Light” bliver sandsynligvis deres sidste, da bandets hovedmand David Gold (vokal, guitar, bas, trommer) døde i en tragisk trafikulykke 21. december 2011. Musikalsk placerer Woods of Ypres sig på den nye plade et sted imellem bands som Katatonia og Type O Negative. Bandet har dog deres egen stil og sætter med ”Woods 5” et flot punktum for en desværre alt for kort karriere.

David Golds dybe stemme, står med sin personlige klang helt centralt i den gode og klare produktion. Når Gold synger dybest, ligger han ret tæt på Peter Steele (TON), men han behersker også de lyse toner og growl, og har i det hele taget en stor vokal spændevidde. Vokalen er ofte flerstemmig med to eller tre optagelser lagt oven i hinanden, hvilket giver god fylde. På et nummer som den nedtonede og klaverbårne ”Finality” er de lagrede vokaler imidlertid droppet, og Golds vokal står mere nøgent frem, hvilket virker rigtigt stærkt og mere personligt. Ud over bas, guitar og trommer benyttes der også keyboards, strygere og fløjter på en hel del af numrene. Det fungerer glimrende, og løfter kompositionerne til nye højder.

Pladen åbner med den for Woods of Ypres ret hurtige ”Career Suicide (Is Not Real Suicide)”, der med sit catchy omkvæd og energiske guitarsolo sparker pladen fint i gang. Det er imidlertid på de langsomme og dystersmukke numre, som eksempelvis ”Travelling Alone” og førnævnte ”Finality”, at Woods of Ypres er bedst. På ”Lightning & Snow” og ”Adora Vivos” viser bandet deres mere metalliske sider frem via growl og dobbeltpedal, mens pladen topper med de tre sidste sange: ”Modern Life Architecture”, ”Kiss My Ashes (Goodbye) Part 1” og ”Kiss My Ashes (Goodbye) Part 2”. Det er simpelthen eminente doomede sange, som lader de gode melodier brænde helt igennem.

”Woods 5” holder desværre ikke sit topniveau fra start til slut, og man kunne derfor med fordel have droppet et par af de mindre interessante numre. Det ændrer dog ikke på, at det er en velproduceret plade domineret af god sangskrivning, fængende melodier og flotte arrangementer. Så hvis du er til bands som Type O Negative, Katatonia, Paradise Lost, Tiamat osv., skal du tjekke ”Woods 5” ud. Det er en kvalitetsskive, som vil passe godt ind i samlingen.

R.I.P. David Gold

CCCCc-houmand














Kom med kommentar i vores FORUM