Forrige Yakuza udgivelse “Way Of The Dead” var i undertegnedes ører en meget frustrerende udgivelse; på den ene side var bandets potentiale, evner og lyst til at sprænge hardcorens snævre rammer indlysende, mens det musikalske resultatet af disse anstrengelser på den anden side gav anledning til et til tider vildt spændende men som oftest ret uhomogent og kompositorisk ustruktureret album, der snarere imponerede med sine mange lækre detaljer end med formfuldendte og sammenhængende numre. På det nye album ”Samsara” træder Yakuza dog heldigvis i karakter og får integreret de vilde ambitioner og det uhyggelige potentiale bandet rettelig besidder i et udtryk, der giver mening i såvel helheden som i detaljen.

På ”Samsara” synes dynamik og stringens i kompositionerne at være kommet i højsædet i stedet for eksperimentation som endemål, og resultatet er et album der modsat ”Way Of The Dead” giver kompositorisk god mening hele vejen igennem. Ikke forstået derhen at Yakuza ikke stadig eksperimenterer på livet løs på ”Samsara”, men denne gang er eksperimenterne underordnet de musikalske spilleregler, man nu engang som minimum bliver nød til at overholde, hvis man vil kreere en regulær sang frem for en række af løst sammenknyttede lydlige eksperimenter. Der er med andre ord kommet mere struktur i løjerne, og det meste af det overflødige fedt fra ”Way Of The Dead” er skåret væk, så man denne gang undgår 40 minutter lange instrumentalnumre som ”0100011110011” fra ”Way Of The Dead”, der var et prætentiøst stilstudie i navlepillende træden vande rent musikalsk.

Der lægges fra land på mest direkte og aggressive facon med den 3 minutter lange ”Cancer Of Industry”, der repræsenterer Yakuza når de er mest eksplosive og ekstreme; et nummer der med sin ædende onde, kaotiske og næsten Turmoil-agtige hardcore nærmest springer frem fra det rene ingenting og råber lytteren direkte ind i fjæset! Så er man da ligesom kommet i gang. Den efterfølgende ”Plecostomus” er såmænd også en akut heftig sag, men her er den matematiske side af hardcore-genren lidt mere i spil, og vokalen varieres også lidt mere. 

Første reelle eksempel på ”Samsara” på Yakuzas interesse i at bryde musikalske grænser kommer dog på ”Monkeytail”, hvor forsanger Bruce Lamont med sit saxofonspil lufter sin forkærlighed for jazzens store solistiske stilskabere som f.eks. Ornette Coleman eller John Coltrane kombineret med det atmosfæriske udtryk man kender fra det i tiden så populære post-hardcore udtryk ad modus Neurosis eller Isis. Altså en slags alternativ kombination mellem eksperimenterende jazz og post-hardcore, men iblandet en spirituel dimension der synes at tage sit udgangspunkt i indiske og asiatiske religioner; således er albummets titel udtryk for den af karma betingede sjælevandring. 

Apropos Lamont, så erindrer jeg at mandens stemme irriterede mig en hel del på ”Way Of The Dead” albummet, men af en eller anden årsag har jeg intet at indvende imod mandens præstation på ”Samsara”; om det så er manden der er blevet en bedre vokalist siden sidst, eller om det nye materiale bare passer bedre til Lamonts stemme, skal jeg lade være usagt. Især på den meget dynamiske ”20 Bucks”, der skifter fra det helt meditative til det eksplosivt aggressive som det mest naturlige i verden, får Lamont lejlighed til at bruge sin vokal på mange forskellige måder.

Det helt store højdepunkt på “Samsara” er dog den godt 7 minutter lange ”Exterminator”, der i opbygning i uhyggelig grad minder mig om nummeret ”Seven” fra salige The God Machines udødelige klassiker af et album, ”Scenes From The Second Storey”; samme hypnotiske og monumentale opbygning af atmosfære frem imod et orgiastisk klimaks ved hjælp af især saxofonen, og så Lamonts plagede vokal der rammer næsten samme tone af indestængt desperation og paranoia som Robin Proper-Sheppard gjorde i The God Machine regi. Jeg ved ikke helt om jeg skal takke Yakuza for endnu en gang at blive mindet om hvor meget jeg egentlig savner mægtige The God Machine, men faktum er at ”Exterminator” er et nummer HELT i særklasse! 

Næsten ligeså imponerende er den afsluttende 9 minutter lange ”Back To The Mountain”, hvor Troy Sanders fra Mastodon hjælper til med lidt vokalarbejdet; hér får Yakuza lejlighed til at kombinere både de atmosfæriske, de jazzede og de mere udadvendt aggressive hardcore elementer i deres repertoire. Med andre ord fremstår ”Back To The Mountain” som en slags kalejdoskopisk kardinaleksempel på de mange facetter af Yakuzas evner som band og sætter således et monumentalt og højst effektivt punktum for et aldeles suverænt album. 

Jeg ved ikke lige hvor stor en kommerciel succes et band med en så genreoverskridende og bred musikalsk horisont som Yakuza kan blive, men fortsætter de den udvikling der allerede er så tydelig at spore fra “Way of The Dead” og til ”Samsara”, bør statusen som kultfavoritter som absolut minimum være hjemme i den nærmeste fremtid. Jeg mener, hvis Dillinger Escape Plan kan sælge shitloads af albums med deres kompromisløse og komplekse stil, kan Yakuza vel også, for med ”Samsara” behøver bandet ikke føle sig underlegen i forhold til hvilket som helst album man kunne tænke sig at nævne i den eksperimenterende del af hardcore genren. Det er da i mine ører også kun svenske Crowpaths brandfarlige ”Son Of Sulphur” udgivelse der indtil videre i år har imponeret mig i samme grad som Yakuza i denne genre; ja, ”Samsara” er måske endda en lille smule federe! I anmeldelsen af ”Way Of The Dead” udtrykte jeg håb og forventning om at Yakuza med et senere album kunne blive en af morgendagens bannerfører på den mere eksperimenterende del af hardcore/metalscenen, og med ”Samsara” synes profetien at være gået i opfyldelse. Yakuza har nemlig lavet et af årets hidtil stærkeste albums. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM