Mellem Yakuzas debut ”Way of The Dead” fra 2003 og opfølgeren ”Samsara” fra 2006 skulle der gå mere end 3 år, hvilket så også afspejlede sig i den rivende udvikling bandet tydeligvis havde gennemgået i den lange mellemliggende periode, for ”Samsara” var et af sidste års allerbedste albums i mine ører; en udgivelse der indfriede hele det potentiale, som ”Way of the Dead” kun synes glimtvist at honorere. Det nye Yakuza album ”Transmutations” har det derimod kun taget bandet godt et år at komme op med, og følgelig har der heller ikke været samme tid til de helt store definitive musikalske ’mutationer’ i denne omgang; der er vist snarere tale om at Yakuza på ”Transmutations” yderligere har finpudset og forædlet udtrykket fra ”Samsara”.

Da det er næsten umuligt fyldestgørende at genredefinere Yakuza rent musikalsk, giver det næsten mere mening at opfatte Yakuza som en slags ’missing link’ imellem tidlig Dillinger Escape Plan og så det obskure band Kayo Dot; altså en dybt personlig blanding af den jazzede/spastiske math-core Dillinger Escape Plan introducerede på ”Calculating Infinity”, og så den mere udefinerbare avantgarde/art-rock tilgang til metalmusik som geniale Kayo Dot har repræsenteret mere overbevisende end snart sagt alle andre på deres indtil videre to groft underkendte mesterværker ”Choirs of the Eye” og ”Dowsing Anemone With Copper Tongue”.

Det nye album er produceret af Sanford Parker, der også stod for lyden på Minsk udgivelsen ”The Ritual Fire of Abandonment” fra tidligere i år, og på Yakuzas mere afdæmpede og atmosfæriske numre kan der da også drages flere paralleller til Minsks musikalske udtryk; f.eks. er den eksemplariske brug af saxofon fælles for begge bands, samtidigt med at elementer fra free-jazz og naturligvis post-hardcore også finder vej ind i musikken hos både Minsk og Yakuza.

Modsat Minsk har Yakuza på ”Transmutations” også en mere bestialsk metallisk side, hvor Yakuza får afløb for sine mere harske hardcore aggressioner, som f.eks. på ”Praying For Asteroids” og “Steal the Fire”. Selvom disse numre med kortere udladninger af aggressiv math-core er rigtigt fede, er det dog især de længere, mere atmosfæriske og udtryksmæssigt varierede skæringer, der frem for alt gør Yakuza til noget helt specielt. Sanford Parker har da også i den forbindelse ganske rigtigt formuleret at Yakuzas egentlige force som band ’is fusing the heavy and the ethereal into one awesome beast’, hvilket man første gang bliver vidne til på albummet 2. skæring ”Egocide”, der starter med en vidunderlig spooky og på samme tid underskøn gang spøgelsesagtig loungejazz, der lyder som noget Bohren und der Club of Gore kunne have fundet på. Også ”Perception Management” starter ualmindeligt smukt med akustiske guitarer og tiltagende saxofonbidrag, mens Yakuza med nummeret ”Existence Into Oblivion” snarere er ovre i Mastodon territoriet med en gang sprælsk totalmetal, hvor trommeslager Jim Staffel hamrer derud af i bedste Brann Dailor stil; dog med den ekstra dimension som tilføjelsen af saxofon bibringer.

Albummets mest isnende komposition er dog uden tvivl ”The Blinding”, der som en malstrøm af fremmedgørende og nærmest undergangsagtige stemninger trækker lytteren ned i et sort hul af mental formørkelse til lyden af noget der minder om en håndfuld shaolin munke, der messer ildevarslende i baggrunden. Ubehageligt og ubehageligt godt på én og samme tid; en skæring der efter min mening er forbandet tæt på at matche sublime ”Exterminator” fra ”Samsara” som Yakuzas hidtil bedste nummer!

Den subtile udvikling der trods alt er sket siden ”Samsara” er for mig at høre at Yakuza som band er blevet om muligt endnu mere fokuserede på at kombinere det introverte med det ekstroverte, det meditative med det aggressive, på en dynamisk og kompositorisk givende måde, samt at især forsanger og saxofonist Bruce Lamont forekommer stadigt mere overbevisende både som saxofonist og sanger; mandens skrig og skrål er stadig ligeså forbandet effektive som de altid har været, men især hvad angår Lamonts rene vokal, lyder han bedre end nogensinde før på ”Transmutations”; bare hør det smukke afdæmpede nummer ”Raus”. På ”Transmutations” medvirker i øvrigt to garvede percussionister, Hamid Drake og Michael Zerang, der begge er velkendte navne på den mere eksperimenterende del af free-jazz scenen i Yakuzas hjemby Chicago, hvilket har hjulpet med at tilføje yderligere teksturer til Yakuzas i forvejen komplekse lydbillede; de to herrers bidrag er især tydelig ca. midtvejs i nummeret ”Black Market Liver”.

I forhold til ”Samsara” overrasker ”Transmutations” måske ikke i helt samme grad; ikke fordi det nye album på nogen måde er en dårligere udgivelse, men snarere fordi forbedring og udviklingen fra debuten ”Way of the Dead” og til ”Samsara” var så meget mere udtalt. Til sammenligning følger ”Transmutations” ’bare’ op på den udvikling, der slog endegyldigt igennem på ”Samsara”, så hvis man på forhånd forventer at Yakuza atter foretager et musikalsk kvantespring på ”Transmutations”, bliver man måske indledningsvis en smule skuffet. Det forhindrer dog i mine ører ikke Yakuza i endnu engang at have lavet et album, der efter undertegnedes mening er iblandt sæsonens absolut stærkeste udgivelser. Kan man lide sin hardcore dynamisk, varieret, drømmende, atmosfærisk, eksperimenterende og alligevel med en til tider benhård aggressiv kant i behold, leverer Yakuza med ”Transmutations” et album, man bør unde sig selv at opleve på egen krop. Stadig er Yakuza lige en knivspids fra at ramme mesterværksniveauet hørt over et helt album, men hvis nogle har potentialet til at nå derop på en fremtidig udgivelse, er det sgu Yakuza. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM