
Intentionen bag
denne feature er at sætte fokus på forskellige afskygninger af
dansk metal og hardcore, der lurer i gemmerne uden for
hovedstrømmen. Personlig er jeg djævelsk træt af den ensporede
eksponering af en stærkt begrænset håndfuld navne på
hjemmefronten, som desværre tæller ikke så få overhypede
og/eller røvkedelige af slagsen. Ingen nævnt, ingen glemt. Man
kunne foranlediges til at tro, den danske vifte af førnævnte
genrer ikke er imponerende bred. Grav dybere og straks forandres
billedet til det bedre.
Under indsamlingen af links hertil stod én ting klart; Myspace
er på vej til at være stendødt. Det nylige omdesign er forbandet
tungt at danse med og ligner mest af alt et makabert
selvmordsforsøg, der nu tapper det tidligere så populære
community for de sidste blodsdråber. Ikke at Myspace nogensinde
var perfekt, men nu, hvor bedre alternativer skyder op som
paddehatte, varer det ikke længe før, de sidste søm er hamret i
kisten. Farvel, du vil ikke blive savnet - pis nu af med dig
inden alt for længe og gør plads til overlegne afløsere som
Bandcamp eller
Soundcloud, hvor musikken og ikke det hårdt
prøvede sociale aspekt er i fokus.
Det er desværre svært at opstøve danske bands, som genremæssigt
kan klemmes ind her og har taget
Bandcamp.com til sig. Sving i
stedet omkring
Grindcorekaraoke.com og lur, hvordan det kan
gøres. Grindcore Kakaoke er et nystartet, digitalt label drevet
af J. Randall fra Agoraphobic Nosebleed – i skrivende stund
ligger syv udgivelser klar til gratis download i glimrende
kvalitet – lige fra MP3 i diverse bitrates til FLAC-format.
Bandcamp kan også håndtere donationer eller fastsat betaling.
Streaming uden mulighed for download er også at vælge. Platforme
som disse er vejen frem, og det er bare med at komme op på
hesten for ikke at sakke bagud. Et lille sidespring, men strengt
nødvendigt at fremhæve!
'Men hvorfor har du ikke taget X eller Y med? De er jo helt
fantastiske. Skam dig i stedet for at spille smart,
spradebasse!' Svaret er ganske enkelt; dette er mit udpluk og
mit alene, 'My Way' - Frank Sinatra style. Lev med det. Når det
bliver tid til en vol. 2, vil jeg endvidere sørge for at snige
noget regulær punk ind. Har du alternative forslag at dele ud
af, så tøv endelig ikke med at kigge forbi det sprængfarlige,
rødglødende Clonemetal.dk
forum og overdæng os med guldkorn. Så
bliver vi glade. At udveksle erfaringer om ny, spændende musik
er jo altid et hit, ikke sandt? -guldmann
|
 |
Double Space
Der er tungt - og så er der forbandet tungt! Double Space hører
til i sidstnævnte kategori, dog uden at begå sig som en elefant
på larvefødder. Trioen både kan og vil mere end det
gennemsnitlige sludge/doom-band, hvilket graden af finesse i
sangskrivningen kombineret med heftigt summende udladninger og
hårdt indestængt vrede bevidner. Altid i bevægelse og aldrig
stenet, genrevalget til trods. Deres selvfinansierede 12” maxi
er utvivlsomt blandt sidste års mest essentielle danske
udgivelser.
Fire nyere numre er indspillet i Dead Rat studiet. De ser
forhåbentlig dagens lys inden alt for længe. Indtil da er der
yderst lovende smagsprøver at tjekke på bandets Myspace-profil
HER.
Selvom enhver fan af mangfoldig larm bør slå til uden tøven, har
bandet været smarte nok til også at gøre sidste års ep frit
tilgængelige som download
HER.
|
 |
Pugnator
Anderledes ser det ud med
Pugnator, der desværre er for hemmeligt til internettet og ikke
umiddelbart har lyd tilgængelig. Muligvis et kunstnerisk eller
æstetisk valg, men det er surt, da den glimrende ”Caustic Mist”
kassette udkom i blot 111 eksemplarer, omend materialet snildt
tåler at blive hørt af et større publikum. Med tiden finder selv
de mest obskure udgivelser vej til østeuropæiske,
virusinficerede fildelingsnetværk og lignende. Så hvorfor ikke
selv gøre et forsøg på at genvinde kontrollen over, hvilken
kvalitet værket spredes i?
Af et musikalsk enkeltmands-projekt at være demonstreres et
imponerende gennemført tag på den gustne death/black metal lyd,
toppet af med en bestialsk thrash metal tilgang, der dog vægter
atmosfære frem for enerverende fart og tempo. Man skal lede
længe efter hjemmeindspilninger med samme grad af fokus og sans
for detaljer. Tøv ikke med at gafle båndet, om du falder over et
eksemplar. Ihærdige
Deadbangers
Productions har en 7” på vej, som bliver urimeligt fed, hvis
Pugnator holder stilen. Ikke noget du bør vente for længe med at
slå kløerne i, når den engang dukker op.
|
 |
Dead Instrument
Dansk grindcore er mildt sagt
en mangelvare. Hvorfor vides ikke, men i forhold til et naboland
som Sverige er vi håbløst bagud. Dead Instrument står dog som en
exceptionel undtagelse, og har man hørt ”Maksimal Destruktion”
lp'en fra 2008, vil der næppe være nogen tøven med at udråbe
albummet som den hidtil mest relevante grind-udgivelse
herhjemme. Højspændt, intenst og bindegalt. Ikke samme niveau af
hysteri som hos Asterisk* eller Discordance Axis, men mindre kan
også gøre det. Der skulle være et nyt album i kassen, og det
udkommer forhåbentlig et eller andet sted inden alt for længe.
Høvl ansigtet af på
myspace.com/deadinstrument
|
 |
Undergang
Her hyldes den uspolerede death
metal for fuld udblæsning. En brutal omgang – at kalde det
raffineret, ville være løgn, men nu har den gammelskolede stil
heller aldrig handlet om fløjlshandsker eller nænsom omgang med
noget som helst. Undergang udmærker sig desuden ved at insistere
på dansksproget lyrik, hvilket i bizar modsætning til den rådne
lyd er et ganske frisk pust.
”Indhentet af Døden” debut-lp'en er tilsyneladende udsolgt fra
Me Saco Un Ojo Records – mon der kommer et genoptryk, eller man
allerede skal sætte blodhunde på sagen for at opstøve et
eksemplar?
Om ikke andet kan en god håndfuld sange høres på
myspace.com/undergang666
|
 |
Cerekloth
Endnu et death metal navn der
rører på sig i de skumle afkroge af genren. ”Pandemonium Prayers”
var en ganske fin start, og nu hvor Cerekloth har fået et
stabilt, fuldtalligt lineup på benene, arbejdes der både på
fuldlængden ”Vacuum” såvel som en teaser-ep hertil, begge på
Hells Headbangers. Det antydes, at den nye lyd i det store hele
bliver både tungere og langsommere. Ingen klager herfra, da en
aura af mørke og væmmelighed sjældent er blevet succesfuldt
overbragt med piskede galopheste som budbringere.
Cerekloth på
myspace.com/cerekloth
|
 |
Fossils
Trommer + bas = BUM! Et helt
urimeligt action packed instrumentalprojekt at kaste sig over,
både hvis man synes, Death from Above 1979 nåede for lidt, at
American Heritage har for sporadisk en udgivelsesfrekvens, eller
at Mastodon kom på afveje efter ”Remission”. Den helt igennem
platte iagttager vil pointere, at der er godt med kød på numre
som ”Meat Lover”, ”Speedbacon” og ”Raising the Steaks”. Niveauet
kan sænkes yderligere med en anbefaling om fluks sætter
kødgaflen i ”Meat Rush” lp'en, da oplaget er ikke voldsomt
stort. Som vegetar værdsætter jeg dog, at albummet ikke leveres
i et cover af flettede, fedt-dryppende baconstrimler, man skal
gnaske sig igennem for at nå ind til pladen.
Bulder og brag på
myspace.com/fossilsmusic
|
 |
Hexis
Et forholdsvis nystartet
projekt der gør sig i en variant af den kaotiske hardcore, som
ofte har base i Frankrig og Schweiz. Hexis vrider stilen i en
lidt anden retning, så euro-larmen spædes op med et touch af
black metal, hvilket umiddelbart fungerer fint. Hvor det endnu
halter en smule, er tendensen til lyde lidt rigelig som Celeste
og endvidere hægte sig på selvsammes kendetegnende fremgangsmåde
med et energiniveau næsten konstant i det røde felt, som dog kan
tangere det trættende og ensporede i større doser.
Hvad koncerter angår, bliver der stablet en intens aktivitet på
benene, som strækker sig gennem en god del af Europa, og desuden
er to udgivelser linet op. Først en kassette/CD-R og dernæst en
7”.
Indtil videre, lyt på
myspace.com/hexisband
|
 |
Battery
Hvor længe kan den nuværende
thrash metal revival-bølge holdes kørende? Tre unge knægte fra
Aabenraa og Vejle gør et forsøg, der trodsigt skråler 'HEY, LIDT
ENDNU'. De afstår endda fra den trættende party-crossover
blindgyde og satser på en mere aggressiv udlægning, hvilket
vanligvis er et plus. Mit eget mætningspunkt blev nået for
længst, men mindre doser som her har stadig en vis effekt.
De er glade for kassettebånd, og det skal du indtil videre også
være for at tilegne dig musikken – lige nu er de aktuelle med en
demoudgivelse på Deadbangers Produktions. Det forbliver nok
ønsketænkning, men et navneskifte ville ikke være det værste at
forestille sig, da Battery navnet allerede er blevet flittigt
anvendt gennem årene.
Battery på
myspace.com/batteryzombies
|
 |
The Day we left Earth
Et københavnsk band jeg ikke
ved det store om, bortset fra at de gør sig i post-rock og selv
betegner udtrykket som cinematisk. Et udsagn der er svært at
bestride, og musikken er ganske glimrende, om du behøver en
genremæssig afstikker, hvis pulsen skal manes til ro efter
gennemlyt af de ovenstående ting.
The Day we left Earth anvender bl.a.
Soundcloud.com til at præsentere materialet online, og her
er tale om endnu et glimrende alternativ til Myspace, som I nok
efterhånden har luret, at jeg finder komplet udueligt.
Brug deres website
HER
som springbræt.
|
|